KORRUPTION | Transparency International har netop offentliggjort dette års korruptionsindeks, der viser Grækenland som EU’s mest korrupte land. Mere korrupt end lande som Sydafrika, Ghana og Saudi Arabien.
Hvis man skal tro Transparency Internationals liste, er det således langt fra lykkedes for den græske premierminister Papandreou at bekæmpe korruptionen i landet, som han lovede for omkring et år siden.
Det er blandt andet problemer i sundhedssektoren, der giver udslag. Ifølge EUobserver er sundhedsudgifterne i Grækenland fordoblet på de sidste fire år til 9 mia. euro. Dette er dobbelt så meget som i Belgien, der har en befolkning på ca. samme størrelse.
Fra Grækenlands plads nr. 78 er der dog stadig langt ned til Europas mest korrupte land Rusland, der næsten i bunden af listen, må nøjes med plads nr. 158.