UDVIDELSE | Den tjekkiske kommissær for udvidelse Stefan Füle har gjort det klart, at Kommissionen vil være positiv over for Montenegros ansøgning om medlemskab. Selvom landet får kandidatstatus, må man dog vente med selve optagelsesforhandlingerne.

Stefan Füle understreger, at Montenegro stadig skal forbedre lovgivning og praksis inden for bl.a. bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet. Der vil gå mindst et år til, inden man kan begynde forhandlingsprocessen.

EU’s ministerråd forventes at bakke op om Kommissionens anbefaling, men på grund af nationale parlamentariske procedurer kan Montenegro først blive officielt kandidatland i marts 2011, selvom der ser ud til at være konsensus allerede nu.

Nabolandet Albanien har ligeledes ansøgt om medlemskab, men da den alvorlige politiske krise i landet endnu ikke r blevet løst, ser det ikke ud til, at Albanien allerede kan blive kandidatland.

WAZ.EUobserver 20/10

Af KFH