For det bosniske band Dubioza Kollektiv er det vigtigt at vise den yngre generation i Bosnien, at de har et valg, når de går til stemmeurnerne. Bandet bruger deres musik til at udtrykke deres utilfredshed med regeringen ved blandt andet at spille koncerter. Ved deres sidste koncert dagen før valget 3. oktober, spillede bandet foran 12.000 mennesker.

”Hvert et valg i det her land er af yderste vigtighed. For hver gang vi har et valg, får folket en ny chance for at begynde forfra og vælge nogle politikere, der kan skabe en fremtid for Bosnien,” siger et af bandets medlemmer Vedran Mujagic, da vi fanger ham over telefonen i Bosnien.

I 2004 bestemte han sig for sammen med flere af de nuværende medlemmer fra Dubioza Kollektiv, at starte et band der skulle sætte fokus på de politiske problemer i Bosnien.

Vedran mener, at man har mistet taget i den yngre generation, som ikke interesserer sig særlig meget for politik. Enten fordi de ikke ved, hvad der foregår, eller fordi de ganske simpelt ikke tror på, at de kan være med til at forandre noget. De har mistet modet, som han forklarer.

Behov for forandringer

”Vi bruger meget energi på at forklare den yngre befolkning, som ikke har tid eller interesse i at følge med i politik, at det er vigtigt at stemme og vigtigt for landets fremtid,” siger Vedran.

Derfor gik bandet på scenen og spillede en masse koncerter ved dette valg for at få folk til at stemme. ”Der var fire eller fem procent flere folk, der gik til stemmeurnerne denne gang. Så vi håber da, at vi var med til at bidrage til dette resultat,” siger Vedran.

Han ønsker at folk indser, at deres stemme har indflydelse i Bosnien. Ifølge ham har landet i høj grad brug for fundamentale forandringer, hvis folket skal gå en bedre fremtid i møde.

”Vi lever stadigvæk i et yderst kompliceret land. Vi har en administration, som er alt for bureaukratisk. Den store administration af landet æder næsten 60 procent af statsbudgettet. Det er totalt uacceptabelt,” mener Vedran.

Det går langsomt den rigtige vej

Han mener, at Bosnien i høj grad styres af Daytonaftalen, der var fredsaftalen som afsluttede krigen i Bosnien i 1995. Desværre holder denne aftale også splittelsen i landet ved lige, siger Vedran.

”Vi skal have en regering som kan finde en vej sammen med det internationale samfund og ændre Daytonaftalen. Det vil dog ikke blive nemt, for der er meget pres fra den serbiske side, som blot ønsker at løsrive sig fra Bosnien,” siger Vedran.

Ved valget i Bosnien i starten af oktober blev der skiftet ud på den bosniakkiske (bosnisk-muslimske) præsidentpost, hvor Bakir Izetbegovic (fra partiet SDA) blev valgt frem for den tidligere præsident Haris Silajdzic (fra partiet SBiH). Og netop Bakir Izetbegovics mindre radikale og mere kompromissøgende politik er et skridt fremad, mener Vedran. ”Jeg håber på, at de moderate partier kan hjælpe til at arbejde frem mod en fælles løsning, så næste valg måske kan blive et endnu større vendepunkt og blive mindre ramt af nationalistiske tendenser,” siger Vedran.

Politik igennem musikken

Selvom han i høj grad har en holdning til politik og ikke er bange for at sige sin mening, har han aldrig haft i tankerne at gå ind i politik.

”Jeg synes, at alle skal gøre, hvad de kan for at ændre systemet. Vores medium er musikken. Det var også derfor, vi startede med dette band. Vi spillede allesammen i andre projekter førhen. Men vi fandt bare ud af at sige fra og lave musik, der skulle tale til den mere eller mindre desorienterede ungdom, som ikke forstår, hvad der foregår i det politiske spil. Vi ville skabe det statement, at det er cool at tale om politik – også blandt de yngre generationer,” siger Vedran.

Alle har deres måde at gøre tingene på. Vi mener, at det også er vigtigt at tage denne diskussion via musikken og vi tror måske, at vores budskab er vigtigt for de unge. Men hvem ved, måske vælger vi at stifte et politisk parti om nogle år. Men den her form for politik virker også,” siger Vedran. Ved deres sidste koncert dagen før valget i oktober, spillede bandet foran 12.000 mennesker.

Dubioza Kollektiv, der udgav et nyt bosnisksproget album i april er gået i gang med at indspille igen. Deres næste album blive udgivet til næste år i foråret 2011. Bandets stil er inspireret af dub og reggae blandet med hård rock.

Hent albummet ‘8 do 5’ gratis HER

Se video

Af Kristian Foss Brandt