Fjodor Gladkov: Cement. 384 sider. Oversat fra russisk af Anja Tschemerinsky-Cohn & Louis Levy. Forlaget Medusa (1978).
Cement betegnes gerne som en „socialistisk klassiker“. Fjodor Gladkovs roman fra 1925 er dog mere end det, og rummer smertelige og dramatiske kampe på både den kønspolitiske, militære- og politiske front. Håb og fortvivlelse veksler som tidevandet, alt er i spil – kun hovedpersonens vilje er som af ubrydelig cement.
Romanen blev skrevet få år efter bolsjevikkernes sejr i den russiske borgerkrig, hvilket også er udgangspunktet for handlingen. Konkret drejer det sig om genopbygningen af en cementfabrik i kølvandet på ødelæggelserne under borgerkrigen. Hovedpersonen Gljeb vender hjem fra fronten og kaster sig ud i en ny drabelig kamp for at få gang i produktionen, mens talrige fjender, der omfatter uduelighed, skjulte modstandere af det nye sovjetiske styre, intern rivalisering m.v., truer med at forpurre alt. Men ikke kun produktionen er gået i opløsning.
For først kommer krigshelten til kort på hjemmefronten, hvor den revolutionære tone slås fast med syvtommer søm på et tema, der både er sært fremmedartet og velkendt. Modstræbende går det op for Gljeb, at Dasja, hans tidligere så føjelige kone, har forandret sig. Som konsekvens af de kampe og lidelser hun har måttet gennemgå i hans fravær ved fronten, er hun selv blevet soldat i det nye sovjetiske samfund, og er ikke længere hans. Hendes højeste prioritet er nu kampen for det socialistiske samfund, og det borgerlige ægteskab er kastet på historiens losseplads. Selv deres eneste barn parkeres ulykkeligt på børnehjemmet. Fanatisme og kvindefrigørelse på én gang.
Det er isnende og øjenåbende læsning, for gennem Gljeb fornemmes hvor dybt indgribende og radikal revolutionen var. Rystet efter mødet med den nye revolutionære kønspolitiske dagsorden giver han sig i kast med genoplivningen af fabrikken. Ordet „genoplivning“ er velvalgt, for beskrivelserne af den enorme konstruktion formår på fascinerende vis at levendegøre de forladte og forfaldne maskinhaller. På stemningfuld vis beskrives fabrikken både som et majestætisk bjerglandskab, men også som en vældig og dybt sovende urkraft der blot venter på at blive vækket til live af kærlige arbejderhænder.
Gljeb må bestorme stærke bureaukratiske fæstninger og strides med modstandslommer af had til det nye system (og ham selv) i bestræbelserne på at få maskineriet i gang. Arbejdet afbrydes desuden af et angreb af de „grøn-hvide“ styrker; anarkister i alliance med de zar-tro „hvide“ styrker. Med lethed fanges man ind af stemningen, for trods de altid nærværende farer, problemer og trusler, som der bestemt ikke lægges skjul på, er tonen evigt optimistisk, og alt foregår under næsten uophørlig leen og smilen. Mens der kæmpes, og sol og skygge spiller i fabrikkens skorstene og massive former, fremmanes på fornem vis en gennemtrængende fornemmelse af et blomstrende forår.
Det suppleres på fornem vis af de famlende romantiske forbindelser mellem fortællingens gennemgående personer, og alt hvad det fører med sig fra sindets skyggeland. Det propagandistiske islæt må her vige for realismen som Dracula for hvidløg. At overgreb og politisk manipulation med rod i følelser og drifter også er en del af plottet giver romanen en overraskende skarphed og nuance i kontrast til en ellers lidt firskåren fortællestil. Antrittet i fortællingen er dog desværre for hurtigt til, at personernes indre liv kan udfolde sig fyldestgørende, hvorfor de forbliver relativt anonyme statister i fortællingen.
Fokus er nemlig ikke på individuelle forhold, men på revolutionens frembrud. Den klare deterministiske tilgang – at den socialistiske revolution ultimativt ikke vil fejle, selvom vanskelighederne virker uoverstigelige – er en anden af romanens svagheder. Mens hovedpersonerne lér sig gennem trængslerne, finder et smil også vej til ens egne læber, for nok lades man ikke i tvivl om dramaets storhed, at fjendskaberne er dybe osv., men det bliver alligevel for solbeskinnet og for ensrettet til at kunne tages rigtigt alvorligt. Sådan lidt Morten Korch’sk på sovjetisk. Det spænder dog heldigvis ikke ben for et ellers åbent og fascinerende indblik i problemerne med at opbygge et socialistisk/kommunistisk samfund i 1920’erne.
Romanen er litteraturhistorisk vigtig da den banede vej for genren ’socialistisk realisme’, der ved verdensforfatterkongressen i Moskva i 1934 blev fastsat som æstetisk norm, også for kommunistiske forfattere uden for Sovjetunionen. Fra da af skulle litteraturen tjene proletariatets diktatur. Gladkov selv tjente den kommunistiske bevægelse fra 1904, og arbejdede efter bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917 ved bladet Novy Mir, og siden som redaktør for avisen Krasnoye Chernomorye og som korrespondent for Izvestiya. I årene 1945-48 ledte han Maksim Gorkij-instituttet for Litteratur i Moskva. Ved sin død i 1958 efterlod han sig et forfatterskab på 22 bøger. Interessant er det måske også at vide, at selv Gladkovs oprindelige roman (den anm. version; på dansk i 1927) måtte omskrives hele to gange før den kunne accepteres som uangribelig socialistisk realisme.
