Weekendens valg den 15. – 16. oktober, til kommunerne samt en del pladser i senatet, følger et dramatisk parlamentsvalg i maj, som resulterede i en ny borgerlig samlingsregering. Tjekkiet kritiseres i forbindelse med den nuværende valgkamp for landets lave tolerance overfor minoriteter og socialt udsatte, og samtidig vil færre end nogensinde tidligere, 62% ved seneste undersøgelse, stemme til det kommende valg.

Tidligere præsident Vaclav Havel har sponseret en trafikreklame i Prag, med budskabet: ”Jeg stemmer ikke for tunneller og tunnelbyggere, mafiosi og bedrag, kasinoer og bordeller”. Det siger en hel del om kandidater og stemning til kommunalvalget i Prag – og tjekkerne kan læse mellem linierne at Havel indirekte støtter De Grønne i Prag.

Prag har i den forløbne periode været totalt domineret af ODS, det største borgerlige parti, som leder regeringen. Overborgmesteren i Prag, Pavel Bem, er i dag så kontroversiel, at selv hans eget parti, ODS, ikke vil kendes ved ham. Det skyldes den ene store korruptionskandale efter den anden samt væsentlige kontroverser om trafikken og tunnelbyggerier i Prag. ODS kæmper med dårlige meningsmålinger, og meget tyder på at regeringspartierne TOP09 og VV vil løbe med flere stemmer end ODS i hovedstaden.

Den aktuelle valgkamp er som sagt præget af en udtalt intolerance, således har det vakt bestyrtelse at netop Socialdemokratiet har måttet kræve flere plakatkampagner, sat op af lokalforeninger, fjernet, fordi de simpelthen var ganske uacceptable. I Smichov, Prag 5, hængte Socialdemokratiet plakater op med teksten”Væk med hjemløse – Væk med junkier”, mens samme parti i byen Most har kørt en kampagne under overskriften ”Hvorfor skulle jeg fortryde at være majoritetsnationalitet i mit hjemland? Én stat, ét sæt regler”. Oplagt har Romamindretal (sigøjnere) været stærkt fortørnede, især da ledelsen i Socialdemokratiet tøvede med at kræve kampagnen fjernet, plakaterne hænger endnu i Most.

I Smichov truer medlemmer af det nynazistiske parti DSSS (forbudt af forfatningsdomstolen) nu også med at indføre patruljer i området omkring et stort center, Sananim, der tilbyder behandling for narkomaner. Centret får p.t. politibeskyttelse efter flere voldelige angreb med ødelagte vinduer og skræmte ansatte til følge. ODS har skabt skandale i Prag tidligere i år, da rådmand Jiri Janacek foreslog, at der skal bygges en lejr for hjemløse uden for Prags centrum. Det blev en rådden sag, særligt da det kom frem, at sikkerhedsfirmaet ABL skulle stå for sikkerhed i lejren for de hjemløse.

ABL var tidligere ejet af Vit Barta, og drives nu af hans bror, imens Vit Barta selv er transportminister. Han var også den største donor til partiet VV, deres formand Radek John er nu indenrigsminister. Partiet VV er måske en af årsagerne til de populistiske kampagner, de kom ved valget til parlamentet i maj 2010 ind med 10% af stemmerne, netop på grundlag af en kampagne om ro og orden – samt oprydning i korruptionen.

Den tjekkiske ugeavis Respekt spekulerer i årsagerne til den udtalte populisme og den hårde tone mod de anderledes. Avisen påpeger i den forbindelse, at kampagnerne til lokalvalg er besluttet af de lokale partiorganisationer, en analytiker understreger, at det er væsentligt at bemærke, at moderpartierne distancerer sig fra de mest voldsomme plakater. Respekt påpeger derudover, at der er medvind i offentligheden til den type holdninger, og endelig gør avisen opmærksom på, at Tjekkiet har oplevet megen usikkerhed og stigende arbejdsløshed efter finanskrisen, og at befolkningen desuden har meget lille tillid til regeringen. Statistikker siger ellers at der er stadigt færre problemer med kriminalitet og ”utilpassede” i Tjekkiet. Uanset er det tilsyneladende nemmest at fiske i rørte vande.

Respekt

Prague TV

Romea

Prague Monitor, 4/10

Prague Monitor, 30/9

Prague Monitor, 20/9

Af Helge Schjørring