Kurban Said: Ali og Nino. 250 sider. Oversat fra tysk af Judity Preis og Jørgen Herman Monrad. Forlaget Vandkunsten (2008). Pris 299 kr.
Det hele begyndte med, at en tysk kvinde i 1950’erne efter års eksil i England vendte tilbage til Tyskland. I Berlin fandt hun ved et tilfælde en roman ved navn Ali og Nino af en vis Kurban Said. Overvældet over at have fundet et glemt mesterværk besluttede hun sig for selv at oversætte bogen til engelsk og få den udgivet. Dette lykkedes i 1970, og romanen blev mødt med klapsalver og jubelskrig af det engelske og amerikanske anmelderkorps. Ali og Nino er altså en gammel sag, og bag pseudonymet Kurban Said gemmer der sig et myteomgærdet forfatternavn, der er mindst lige så fascinerende som romanen.
I adskillige år vidste man intet om forfatteren til Ali og Nino og forskellige forfattere havde i mellemtiden gjort krav på at have skrevet den. Det var først da den amerikanske journalist Tom Reiss i 1998 besøgte Aserbajdsjan, at man for alvor kom på sporet af sandheden. Med sig i bagagen havde han et eksemplar af Ali og Nino for at pejle sig ind på kulturen og til sin store overraskelse opdagede han, at folk i Aserbajdsjan faktisk kendte bogen: Ja, den blev faktisk betragtet som det unge lands nationalepos. Imidlertid var der ingen, der rigtig vidste, hvem Kurban Said egentlig var. Derfor besluttede Tom Reiss sig for at opklare, hvem Kurban Said virkelig var; et opklaringsarbejde som skulle tage over 5 år og bringe ham gennem 10 lande, alt sammen beskrevet i bogen The Orientalist. Solving the Mystery of a Strange and Dangerous Life (2005). Konklusionen på Reiss’ frugtbare detektivarbejder var, at romanen er skrevet af en vis Lev Nussimbaum.
Lev Nussimbaum (f.1905-1942) blev født af stenrige jødiske forældre i Kiev. Moderen begik selvmord, da han var lille; faderen var en succesrig oliebaron, og Lev voksede op i det olierige, multikulturelle Baku. Efter bolsjevikkernes magtovertagelse begyndte en omtumlet og kamæleonagtig tilværelse, et liv i eksil. Først flygtede familien Nussimbaum til Centralasien og Persien, så tilbage til Baku, senere til Istanbul og Paris, for til sidst at ende i Berlin i 1922.
Her konverterer Lev til islam som 17-årig, og det er under navnet Essad Bey Nousimbaoum, at han udgiver sig for at være en slægtning til emiren af Bukhara, og under det navn, at han samme år indskriver sig på Friedrich-Wilhelm Universitetet for at studere arabisk. Herefter går det stærk. Som kun 21-årig begynder han at skrive for Die Litterarische Welt som ekspert i orientalisme, et tidsskrift, der tæller prominente intellektuelle som Walter Benjamin og Thomas Mann blandt sine skribenter. I 1930 udgiver Essad Bey bogen Blod og Olie i Orienten som med ét gør ham til en international berømt bestsellerforfatter.
I de følgende år udgiver Nussimbaum en lang række vidt forskellige bøger. Han skriver bl.a. den første Stalin-biografi i verden, en bog om den russiske efterretningstjeneste, en biografi om Lenin, og en om profeten Mohammed og shahen af Iran. Politisk befinder Nussimbaum sig helt ude på den yderste højrefløj. I 1931 melder han sig ind i Den Tysk-Russiske Liga mod Bolsjevisme, en organisation, om hvis medlemmer det er blevet sagt, at hvis man ikke allerede var nazist, så blev man det. I hvert fald anføres Essad Beys bøger senere på de officielle lister fra det nazistiske propagandaministerium over fremragende tysksindet litteratur – i hvert fald indtil hans identitet som etnisk jøde røbes. Sagen er nemlig den, at Nussimbaum i 1932 gifter sig med den tysk-jødiske digterinde og millionarving Erika Loewendahl. Kortvarigt flytter de til New York, men deres kærlighedsforhold er turbulent og lykken varer ikke længe. Erika forlader Lev, og han rejser tilbage til Tyskland. Dette skal dog vise sig at blive en skæbnesvanger beslutning. I et stort interview i Sunday Mirror røber den hævngerrige Erika pludselig Lev Nussimbaums virkelige identitet, og med ét sortlistes han som forfatter i Det Tredje Rige.
Derfor opfinder Lev Nussimbaum igen en ny identitet: Kurban Said. Og det er under dette navn, at han senere rejser til Italien i håb om at kunne skrive Benito Mussolinis officielle biografi. Imidlertid trækker det ud med at få endeligt grønt lys fra officiel side, og mens han venter bliver han ramt af en sjælden blodsygdom, der får benene til at rådne væk. I 1942 dør han i den italienske kystby Positano, kun 36 år gammel, glemt af verden, og der skal således gå over 50 år, inden Tom Reiss kan afsløre, hvem forfatteren til Ali og Nino virkelig er.
Ali og Nino er en fortryllende fortælling om ung og umulig kærlighed: Det er historien om Romeo og Julie iklædt orientalske gevandter og meget, meget mere. Ali Khan Shirvanshir er en ung muslimsk godsejersøn, som er ud af en hæderkronet gammel adelsslægt med forbindelse til det persiske hof. Da han forelsker sig i den gudeskønne georgiske prinsesse Nino Kipiani, begynder en kærlighedshistorie af de helt store. Historien udspiller sig i Aserbajdsjan og Persien i årene før og under Første Verdenskrig og slutter omkring Den Russiske Revolution. Størstedelen af sceneriet er henlagt til Baku ved det blygrå Kaspiske Hav, og Ali og Nino kan sagtens læses som en virtuos kærlighedserklæring til byen og dens mangfoldige kultur. Baku er skildret på smukkeste vis og med spindelvævstynd elegance: Her er både orientalsk bazarstemning, hvor den stærke duft af krydderier går lige i næseborene, mens minareterne kalder til bøn, og samtidigt er det en moderne europæisk by, hvor de store oliefund muliggør, at der danses og drikkes champagne til langt ud på natten.
Denne dobbelthed afspejler sig selvfølgelig også i Ali og Ninos forhold, i kultursammenstødet og i deres syn på modernitetens indtog. Allerede på de første sider giver Lev Nussimbaum en smagsprøve på den evige kaukasiske kultur- og identitetskonflikt. Dilemmaet er her lagt i munden på en pedantisk russisk gymnasielærer og fortjener at blive citeret i fuld længde:
“Mod nord, syd og vest er Europa omgivet af hav. Det nordlige Polarhav, Middelhavet og Atlanterhavet er kontinentets naturlige grænser. Magerøy betragter geograferne som det nordligste punkt, Kreta udgør det sydligste og øgruppen Dunmore Head danner den vestlige spids. Europas østlige grænse løber gennem det russiske kejserrige langs Ural, den krydser Det Kaspiske Hav og når til sidst Transkaukasien. Men her er der stadig uenighed. Mens nogle geografer regner området syd for de kaukasiske bjerge med til Asien, mener andre, især når de tager områdets kulturelle udvikling i betragtning, at det hører til Europa. Af jeres opførsel, kære elever, afhænger det altså, om vores by skal høre til det civiliserede Europa eller til det tilbagestående Asien.” (s.5)
Valget står her mellem Europa eller Asien, mellem de stereotype forestillinger om civilisation eller barbari, og det er denne dikotomi mellem Øst og Vest, som Lev Nussimbaum udfordrer i sin roman, mens han prøver at bygge bro mellem med et både-og frem for et enten-eller. Derfor er Ali og Nino på mange måder en hyldest til det multikulturelle, til sameksistensen. Men det er ikke en ukritisk hyldest! Undervejs behandles stadig aktuelle problemstillinger som personlig frihed, kvindeundertrykkelse og tørklædetvang og på den anden side kritiseres Europa for sin materialistiske åndløshed, sin traditionsfornægtelse og sin teknologibegejstring. Lev Nussimbaum forsvarer ikke det ene eller det andet. Han beskriver bare. Opregner plus og minus. Og det er netop disse problemstillinger, der gør Ali og Nino til et stykke moderne og aktuel litteratur, selvom man undertiden forføres af Nussimbaums lyriske prosa og overgiver sig til det orientalske sværmeri og føler sig hensat til en magisk verden fyldt med bortførelser, blodfejder og boretårne.
Sjældent har jeg læst en bog, der giver et så dybdegående og fremragende indblik i Kaukasus uskrevne love og skikke på så få sider, og som samtidigt fastholder læseren i et fortællemæssigt jerngreb. Ikke et ord er skrevet for meget, ikke et ord for lidt. Ali og Nino er en ualmindelig smuk roman, der uden tvivl vil efterlade sine læsere i samme sværmeriske tilstand som en sommerforelskelse.
