Lim-sniffende hjemløse børn! Racistiske alkoholikere! Prostituerede kvinder! Læg dertil en hjerteløs togkonduktør, en voldtægtsforbryder, en flok korrupte russiske soldater, og en musikalsk milits.  – Det er bl.a. hvad man oplever i filmen The Other Bank. Et georgisk drama fra 2009, instrueret af George Ovashvili.

Filmen følger den 12-årige dreng Tedo, der i hovedstaden Tbilisi ikke har meget positivt at leve for. Han går ikke i skole og moderen prostituerer sig selv. Med den ubehagelige hverdag og lysten til at finde sin far begiver Tedo sig ud på sin mission: At møde faderen.

Dramaet er en road-movie med forskellige karakterer, både farlige og behjælpelige, og den foregår på grænsen mellem Georgien og Abkhasien, som er i konflikt med hinanden. For at overleve på sin vej til faderen må Tedo lade som om han er både døv og stum, fordi mange folk i Abkhasien hader georgiere.

Man får set de utroligt åbne landskaber, der er øde og stille, hvilket passer til filmens stemning, og musikken er ligeså stille og sparsom, men dejlig speciel. De steder i filmen, hvor Tedo er alene i naturen, hører man den georgiske lyd af akustiske instrumenter.

The Other Bank handler om et barn, men den er ikke egnet for børn. Den virkelighed, Tedo møder, er så barsk, at han drømmer sig væk til den afrikanske savanne med giraffer og løver.

Interessant er den internationale sammensætning af filmholdet, som blandt andre består af en georgisk instruktør, en koreansk filmklipper, en amerikansk producer, en tjekkisk lydmand, en iransk kameramand og en russisk manuskriptforfatter.

Læg specielt mærke til scenen med kukuret. Tedos smil er her et lyspunkt i en dunkel, men også øjenåbnende film.

George Ovashvili: The Other Bank (2009). Kan ses gratis tirsdag 5. oktober på Café Gemmestedet i Århus, kl 20

Af Martin Jørgensen