”Vi lever på verdners skillevej, på folkeslags grænseland. Over os skyller historiens bølger som over brændingen. Vi ønsker ikke at se os tilbage, men finder ikke tid til at kigge fremad”
For mange bosniere har disse ord, skrevet af en af Bosnien-Hercegovinas store forfattere, Mesa Selimovic i 1960’erne, et nærmest profetisk skær. For her, 15 år efter krigens afslutning, er Bosnien stadigvæk et uløst problem og det internationale samfund – primært EU – har endnu ikke formået at løfte den politiske, økonomiske og moralske opgave, det er at få stabiliseret og normaliseret landet. Det er ikke lykkedes, at presse de bosniske politikere til at gennemføre de livsvigtige reformer der skal til, før Bosnien-Hercegovina kan slutte sig til rækken af EUs medlemslande, hvilket er det erklærede mål for både Bruxelles og de bosniske politikere.
Bosnien-Hercegovina befinder sig i dag i en situation der, historisk set, er uhyggeligt velkendt. Det er den samme situation som dens forgænger Jugoslavien befandt sig i 1919-1920, i anden halvdel af 2. verdenskrig og i 1990, nemlig spørgsmålet om hvilken form for statsindretning der var den optimale for en multietnisk stat. I 1990, i lyset af de kommunistiske partiers sammenbrud i Østeuropa, formåede det jugoslaviske kommunistparti og dens partner i Bosnien, ikke at give dette svar inden de nationalistiske partier kom til magten ved valget i 1991 og krigsudbruddet i 1992. Udgangspunktet for den demokratiske stat Bosnien-Hercegovina var derfor – og er det i nogen grad stadig – den statsindretning som det bosniske kommunistparti formulerede i 1943 og som det er værd at dvæle lidt ved.
Fælleskab i det socialistiske Jugoslavien
Den 25. november 1943, med den tyske besættelse som ramme, forsamledes det kommunistiske partis delegerede, samt andre af Bosniens notabiliteter i den lille by, Mrkonjic Grad, i det centrale Bosnien for at afholde det der sidenhen er blevet kendt som ”Folkebefrielsens Antifascistiske Råd i Bosnien-Hercegovina” (på bosnisk ZAVNOBiH). Denne forsamling og den resolution som den vedtog, har i de over 60 år der er gået siden da, været af afgørende betydning for bosnieres forståelse af sig selv, deres stat og dens forhold til omverden.
ZAVNOBiH-erklæringen var ligeså enkel, som den var politisk snedig. Det blev erklæret, ”at Bosnien-Heregovina hverken var serbisk eller kroatisk eller muslimsk, men i stedet serbisk og kroatisk og muslimsk” og at disse tre folk i fællesskab og broderskab ville indgå i den jugoslaviske føderation.
Med ZAVNOBiH-erklæringen fik man opnået flere ting: For det første blev Bosnien-Hercegovinas historiske grænser – som de havde været, mens Bosnien stadig var et middelalderkongedømme, under det osmanniske rige, Østrig-Ungarn og i første del af kongeriget Jugoslavien – genoprettet og det blev slået fast, at Bosnien-Hercegovina tilhørte de folk, der boede dér og at de hidtidige kampe mellem Kroatien og Serbien om hvem der skulle ”eje” Bosnien, ikke længere ville blive accepteret.
For det andet ligestillede man nu de tre folk, hvilket ikke mindst havde som resultat at de bosniske muslimer i højere grad følte sig tiltrukket af kommunismen. En generation senere, ville de bosniske muslimer med henvisning til ZAVNOBiH forlange at blive anerkendt som fuldgyldig nation (Muslim med stort ”M” som det hed) og ikke som kroatere eller serbere med muslimsk tro. Denne generation af Muslimer, veluddannede, jugoslavisk orienterede og selvsikre, begyndte i stigende grad at gøre sig gældende i bosnisk og jugoslavisk politik og udfordrede de bosniske serberes styring af bosnisk politik (de fleste bosniske toppolitikere, fx formanden for ZAVNOBiH-forsamlingen, havde hidtil været bosniske serbere).
Og for det tredje førte efterkrigsperioden til en gennemgribende modernisering af Bosnien-Hercegovina, hvilket resulterede i et drastisk fald i analfabetisme, længere levetid, flere kvinder på arbejdsmarkedet og i politik samt stigende levestandard. Kort sagt, Bosnien-Hercegovina blev en moderne stat. Det er i denne periode, at Bosnien-Hercegovina som vi kender det i dag, tog form og modnedes og det er denne periode som mange bosniere – uanset nationalitet – ser tilbage på med nostalgi og længsel.
Blodbadet i Bosnien (1992-1995)
ZAVNOBiH-erklæringen var således et kommunistisk svar på hvordan Bosnien-Hercegovina skulle indrettes i al sin mangfoldighed. Men kort tid efter kommunismens sammenbrud i Jugoslavien, blev det tydeligt, at kræfter i Serbien og Kroatien ønskede at undergrave den ordning der blev formuleret i 1943 og ”kampen om Bosnien” blev igen taget op. Efter den selvstændige bosniske stat blev erklæret den 1. marts 1992, begyndte først en del af de bosniske serbere (ca. 33 procent af befolkningen) og siden også de bosniske kroater (ca. 17 procent) at kæmpe for deres egne områder og for en mulig forening med hhv. Serbien og Kroatien. Den bosniske regering, støttet af bosniske Muslimer (også kaldet bosniakker, ca. 48 procent af befolkningen) samt dele af den serbiske og kroatiske befolkningsgruppe kæmpede for at bevare et samlet Bosnien.
De serbiske og kroatiske ønsker kunne dog ikke lade sig gøre uden krig og etnisk udrensning. Til serbernes held sad de på kontrollen over den jugoslaviske hær, som var en af Europas største på dette tidspunkt. Både muslimer og kroater led til gengæld under en international våbenembargo og var dermed katastrofalt militært underlegne jævnført med serberne.
Det internationale samfunds vage forsøg på at mægle og inddæmme krigen havde sjældent anden effekt end at styrke aggressorernes overbevisning om, at de kunne få deres vilje, hvis blot de holdt længe nok ud. Hermed formåede man også at desillusionere de grupper i det bosniske samfund der stadig kæmpede for en multietnisk stat, med ZAVNOBiH-erklæringen som forbillede.
Hvad er Dayton?
Efter folkemordet i Srebrenica i juli 1995, hvor omkring 8000 bosnisk-Muslimske mænd og drenge blev henrettet af bosniske serbere, steg presset dog på præsident Clinton om at få afsluttet krigen. I løbet af et par måneder, havde amerikanerne (NATO) bombet de serbiske ledere til forhandlingsbordet og fred blev sluttet i november 1995 på en flybase i Dayton, Ohio.
Dayton-aftalen var et kompliceret kompromis, der med USA og EU som fødselshjælpere skabte det Bosnien, vi kender i dag og de facto fastfrøs krigen i et omfattende bureaukrati (det mest omfattende i verden i forhold til statens størrelse) og forvandlede frontlinjer til administrative grænser, men fandt ikke en holdbar permanent løsning på problemet. De ønsker den bosniske regering havde under krigen om en samlet bosnisk stat og serbernes ønske om at løsrive serbiske områder levede upåvirket videre.
Dayton delte Bosnien-Hercegovina i to entiteter: Den muslimsk-kroatiske føderation (også kaldet Føderationen) og den Serbiske Republik (ofte bruges blot den bosniske betegnelse Republika Srpska eller RS). Disse to entiteter blev de de facto vigtigste aktører i staten, mens en svag centralregering skulle stå for bl.a. udenrigspolitik og forsvar. Den centrale regerings kompetencesfære blev dog yderligere svækket takket være et komplekst valg- og beslutningssystem i parlamentet. Denne gjorde det muligt for de enkelte nationers ledere at nedlægge veto mod alle lovforslag som de mente kunne true det pågældende folks ”vitale nationale interesser”. En vetoret der siden 1995 er blevet brugt flittigt af især – men ikke udelukkende – politikere fra Republika Srpska til at forhindre overførelsen af kompetenceområder fra entiteterne til centralregeringen. Dette har haft som resultat, at Bosnien-Hercegovinas vej til EU og NATO (der begge ønsker en fortsat samlet bosnisk stat) er blevet drastisk forhalet.
Dayton-aftalen indførte desuden en international institution i Bosnien. En ’Høj Repræsentant’, udnævnt af blandt andre EU, fik særlige beføjelser til for eksempel at påtvinge love og fjerne genstridige og korrupte politikere fra magten. Disse beføjelser blev i årene efter krigen benyttet flittigt og var ganske assertive: Der blev blandt andet gennemført samlingen af de to entiteters våbenstyrker til en fælles hær, oprettet en fælles valuta, fælles nummerplader og en stribe andre tiltag. Siden, i de senere år, har den Høje Repræsentant rolle været betydelig mindre interventionistisk og reformprocessen har stagneret i landet. Forklaringen kan blandt andet ligge i en blanding af nedprioritering af amerikansk indflydelse, mere ansvar til et vægelsindet EU og et voksende russisk engagement i regionen.
Bosniens nuværende forfatning, der blev skabt i Dayton har på overfladen beholdt ZAVNOBiH’s erklæring om at skabe en stat for alle dens tre statsbærende (eller konstitutive) folk. Men det er stadig mere tydeligt, at hvor ZAVNOBiH fremmede skabelsen af en bosnisk politisk nation og havde en integrativ effekt, så har Daytonaftalen – med dens fastfrysning af krigen og forvandlingen af frontlinjer til entitetsgrænser – gjort det muligt for de kræfter der ønskede en deling af Bosnien i 1990’erne, at fortsætte med at blokere dens normalisering.
De politikere der leder Bosnien-Hercegovina, og som højest sandsynligt vil lede landet efter valget den 3. oktober, har endnu ikke formuleret nogen vision (som vi for eksempel så det i ZAVNOBiH for over 60 år siden) om, hvilken stat de ønsker at have i fremtiden. Og uden fornyet stærkt engagement fra det internationale samfund – ikke blot EU, men også USA – er det meget tvivlsomt om denne vision kommer før næste valgkamp heller.
Indtil den bliver formuleret befinder Bosnien og dens folk sig stadig på en skillevej.
Ismar Dedovic er BA i Historie og Balkanstudier på Københavns Universitet
