Fakta: Valgresultatet for Representanternes hus 2006 findes her
Endnu et afgørende valg står for døren i Bosnien-Hercegovina – skal Bosnien-Hercegovina bevæge sig mod Europa, eller imod endnu en periode med politisk dødvande? 15 år efter krigens afslutning er det politiske landskab mere end nogensinde før præget af dybe etniske kløfter og vidt forskellige visioner for fremtiden. De bosnisk-serbiske partier ønsker større autonomi for den serbiskdominerede del af landet – Republika Srpska (RS), de bosniakkiske partier ønsker forfatningsreformer og en mere centraliseret stat, mens de bosnisk-kroatiske partier på sidelinjen protesterer højlydt over, hvad de betegner som mangel på ligestilling med de andre konstituerende folk.
Mange betragtere betegner de sidste 4 år som spildt og valget er en kærkommen mulighed for at få løsnet op for den fastlåste situation der har sendt alle de senere års større reformforslag til tælling. Ikke desto mindre har optakten til valget ikke budt på den store fornyelse og frygten er, at resultatet bliver endnu en periode med politisk stillingskrig. Til trods for disse dystre udsigter, er der alligevel interessante perspektiver i valget og spænding om udfaldet.
Politisk apati
Den mest åbenlyse konklusion man kan drage fra valgkampen er, at debatten kun i ringe omfang har haft et dybere politisk indhold. Politikerne har endnu en gang spillet det etniske kort og kun ganske få partier har et egentligt ideologisk fundament som strækker sig udover deres etnopolitiske forankring. De mest diskuterede emner har indtil videre været forfatningsreformer og magtforholdet mellem staten og de meget selvstyrende entiteter – selvom arbejdsløshed, med en officiel arbejdsløshedsprocent på over 40 %, i en ny spørgeskema-undersøgelse fra NDI/Ipsos, udpeges som det vigtigste emne.
Samme undersøgelse viser også, at befolkningen mener politikerne bruger for meget tid på nationalisme. Bosnierne har i stigende grad opfattelse af, at udviklingen går i den forkerte retning og ønsker forandringer og fremskridt, men de ved ikke hvordan de skal opnå det og står tilbage som apatiske og ude af stand til at holde de valgte politikere ansvarlige for deres præstationer.
Udover apatien over de forskellige politiske partier, skal de 3,2 mio. registrerede bosniske vælgere i en kompleks valgproces afgøre ikke mindre end 6 forskellige valg den 3. oktober (hvis man da ser bort fra kantonvalgene i de 10 føderationskantoner): Vælgerne fra den kroatisk-bosniakkiske del af landet – føderationen (FBiH) skal vælge 28 af de 42 medlemmer til Repræsentanternes Hus, 98 medlemmer til FBiH Repræsentanternes Hus og hhv. det bosnisk-kroatiske og det bosniakkiske medlem af det tredelte præsidentskab.
Vælgerne fra Republika Srpska (RS) skal samtidig vælge de resterende 14 medlemmer af Repræsentanternes Hus, 83 medlemmer til Nationalforsamlingen i RS, det bosnisk-serbiske præsidentmedlem, samt præsidenten for RS og hans to vicepræsidenter. Hvis man igen ser bort fra kantonvalget – skal der i alt vælges mellem 47 politiske partier, 11 koalitioner, 13 uafhængige kandidater og et totalt antal kandidater på 3.900.
Det er derfor ikke underligt, at 25 % af de adspurgte i den nyeste, mest omfattende, og mest pålidelige meningsmåling i valgkampen valgte ikke at besvare nogle af spørgsmålene.
Mest spænding om den bosniakkiske præsidentplads
I kampen om de tre præsidentposter, synes udpegelsen af det bosniakkiske præsidentmedlem at indeholde mest spænding. Den bosnisk-serbiske del af præsidentskabet ligger endnu en gang til SNSD der har fordel af, at partiet ledes af Milorad Dodik der stadig fremstår som den ubestridte leder af Republika Srpska.
Denne gang stiller Dodik selv – højst overraskende – kun op til den ceremonielle post som entitetspræsident i RS – en post som han ser ud til at vinde klart. – Ifølge betragtere for at komme ud af det søgelys som korruptionsanklager har rettet mod hans person. Han var tidligere det internationale samfunds darling og blev ført frem af internationale kræfter, men har de senere år været den største fortaler for større serbisk autonomi, hvilket har gjort hans parti til det mest populære i entitetens politiske billede. SNSD’s kandidat til præsidentposten er også denne gang nuværende præsident, Nebojsa Radmanovic, der i den nævnte meningsmåling står til 45 % af stemmerne, mens oppositionskandidaten, Mladen Ivanic, fra PDP står til 24 %.
Det er dog væsentligt at holde sig for øje, at 29 % enten ikke er afklarede, eller ikke har ønsket at svare på spørgsmålet, hvilket indikerer, at der stadig kan være usikkerhed om resultatet. Ivanic stiller op som kandidat for oppositionsalliancen ’Together for Srpska’, som foruden hans eget, og mere moderate, PDP, indeholder SDS – det traditionelle nationalistparti der blev grundlagt af krigsforbrydertiltalte Radovan Karadzic, samt det Radikale Serbiske Parti, SRS. Der er således ikke meget der tyder på at oppositionen udgør et egentligt alternativ til SNSD når det kommer til politisk indhold.
Kampen om det bosnisk-kroatiske medlem af præsidentskabet synes på forhånd afgjort. I denne valgperiode varetages hvervet af Zeljko Komsic, der er valgt for det multietniske, men bosniakkisk dominerede, SDP, og han forventes at kunne sætte sig i stolen i den kommende valgperiode også. Selvom hver enkelt præsident vælges til at skulle repræsentere sit eget konstituerende folk og der kun kan stemmes på de kroatiske kandidater i føderationen, er der ingen regler mod at de bosniakkiske vælgere kan stemme på Komsic. Da de kroatiske nationalistpartier samtidig ikke har kunnet blive enige om at opstille en fælles kandidat til posten, vil de kroatiske stemmer derfor endnu engang fordele sig bredt, mens mange af de bosniakkiske stemmer vil tilfalde Zeljko Komsic.
Udfaldet bliver ikke mindre sikkert af, at det traditionelle bosnisk-kroatiske nationalistparti, HDZ, tidligt i valgkampen valgte at indgå en alliance med SNSD, der til gengæld har lovet at alle deres (serbiske) medlemmer i føderationen vil stemme på HDZ-kandidaten, Borjana Kristo. Selvom det måske kunne ligne en fordel, er SNSD en upopulær alliancepartner der skræmmer de kroatiske vælgere væk.
I kampen om den bosniakkiske plads i præsidentskabet er der derimod langt mere spænding. Den nuværende formand for præsidentskabet, Haris Silajdzic fra det centralistiske parti SBiH, har igennem det meste af valgkampen fulgt en uforsonlig og nationalistisk linje, men har også forsøgt at fremstå som den mere moderate statsmand i forbindelse med trepartsforhandlingerne med Tyrkiet og Serbien.
Silajdzic, der er eneste tilbageværende politiker fra krigen, og ofte betragtes som mere populær end sit parti, er endnu engang kandidat for det nationalistiske SBiH og står med 9 % af stemmende i meningsmålingen til at være favorit til præsidentposten. Hos det andet nationalistparti, SDA, har lederen, Sulejman Tihic, valgt at køre Bakir Izetbegovic, søn til den afdøde Alija Izetbegovic (der var bosnisk præsident under krigen 1992-95) i stilling som præsidentkandidat. Izetbegovic har dog ikke fuld opbakning i partiet og ifølge nogle betragtere, er Tihic’ mål at køre en stærk rival ud på et sidespor hvis SDA, som forventet, taber det kommende valg.
Izetbegovic er da også med 4 % af stemmerne allerede overhalet af Fahrudin Radoncic, fra det nystiftede SBB, der står til 5 %. Radoncic er ejer af Bosniens største avis, Dvevni Avaz – der har deltaget aktivt i at sprede rygterne om den interne splid i SDA. Radoncic kaldes ofte ’Bosniens Berlusconi’, og har i valgkampen talt om at overføre sine forretningstalenter til præsidentembedet, hvor partiets fokus er på at sætte gang i økonomien. Igennem sin avis har han i høj grad kritiseret SBiH og SDA for landets dårlige resultater, hvis nationalistiske, men skuffede vælgere han ønsker støtte fra.
I 2006 spillede landets religiøse ledere en vigtig rolle i valgkampen, Det islamiske trossamfund, med stormufti, Mustapha Ceric i spidsen, udtrykte deres klare støtte til Silajdzic, mens den katolske kirke støttede det bosnisk-kroatiske parti HDZ 1990. I år har støtten ikke på samme måde været offentligt tilkendegjort, selvom flere imamer er blevet set til Radoncic’ vælgermøder til stor utilfredshed for SDA-leder Tihic, der i hvert fald officielt har forsøgt at frigøre partiet fra de religiøse forbindelser. Selvom de religiøse ledere i denne valgkamp har været mere tilbageholdende, betragtes deres opfattelser stadig som afgørende for det endelige resultat, især blandt de bosniakkiske præsidentkandidater.
SDP på vej tilbage?
I meningsmålingen står SDP – Bosniens første egentlige multietniske parti – til en sejr i Repræsentanternes Hus, Bosniens statslige parlament. Det er et parti, hvis forbilleder er de skandinaviske socialdemokratier, og som fokuserer på beskyttelse af sårbare borgere indenfor rammerne af en markedsøkonomi. Siden partiets dårlige valg i 2006 har deres indflydelse været begrænset og intern uenighed har kendetegnet den følgende periode, hvor formanden Lagumdzija er blevet kritiseret for at fastholde magten. Nu står partiet i den nævnte meningsmåling overraskende til at få 20 % af stemmerne til Repræsentanternes Hus, og dermed til at blive det største parti. Forklaringen skal nok primært tilskrives de to dominerende bosniakkiske nationalistpartier – SDA og SBiH’s manglende resultater i denne valgperiode. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at SDP traditionelt gør det godt i meningsmålingerne op til valgene, mens vælgerne i selve stemmeboksen ofte lader frygten for ’De Andre’ flytte stemmen til et af de nationalistiske partier.
Næststørst, og med flest stemmer i RS, står SNSD til at blive, der med 13,5 % får flere end dobbelt så mange stemmer som SDS. Tredjestørste parti står til at blive SDA med 7,1%, mens SBiH overraskende må nøjes med 3,8 % og SBB med 3,5 %. Hos de bosniske kroater står HDZ med 5,3 % af stemmerne til at blive det største parti.
Frygten for en fortsættelse
SDP er ikke længere det eneste multinationale parti i Bosnien. Nye multietniske partier som det anti-nationalistiske Nasa Stranka, der er stiftet og ledes af det frafaldne SDP-medlem, Bojan Bajic, og som kritiserer landets politiske elite for korruption og skadelig, ensidig etno-politik, repræsenterer et frisk pust, men forventes ikke at komme til at spille en rolle. Også Radoncic’ SBB er på papiret multietnisk, men søger dog primært at fremme bosniakkernes interesser. Selv SDA-leder Tihic har i løbet af sommeren erklæret nationalismen som koncept for død og rejste højst overraskende til Serbien for at mødes med repræsentanter for den serbiske regering. Det er dog spørgsmålet hvor meget af denne nye kurs der skal tilskrives en egentlig holdningsændring og hvor meget der har været positionering før valgkampen.
Under alle omstændigheder er spørgsmålet, om en eventuel SDP-sejr nu også vil medføre en egentlig forandring i bosnisk politik. Omstændighederne taler ikke for det efter SNSD-kandidaterne Dodik, Radmanovic, samt formand for ministerrådet Nikola Spiric, i løbet af valgkampen har gentaget, at løsrivelse er en egentlig mulighed for Republika Srpska. Det er deres opfattelse, at ICJ’s dom, der slog fast, at Kosovos uafhængighedserklæring ikke var i strid med international lov, blot er endnu et argument for, at RS skulle kunne gøre det samme. I modsætning til tidligere lignende udtalelser fra Dodik tilføjede han denne gang, at han forventede et uafhængigt RS om fire år. Oppositionen i RS beskylder ham for at forsøge at score billige stemmer ved at bringe en løsrivelse på banen, selvom det stadig er urealistisk. Uanset hvem der bliver det største ikke-serbiske parti, er det svært at se, hvordan de fremadrettet kan arbejde sammen med SNSD om at skabe de nødvendige reformer og lettere bliver det ikke hvis præsidentskabet, hvor meget af den egentlige dagsordenssættende magt i Bosnien ligger, endnu en gang tilfalder de samme kandidater.
Således er faren, at udtalelser som ovenstående reference til RS’ løsrivelse bliver hverdag i endnu en fastlåst regeringsperiode uden fremskridt. Det er dog før set, at et valg kan bringe ny dynamik ind i ligningen, men det kræver en fornyet kompromislyst blandt politikerne til at skabe en fælles vision for fremtiden.
Bo Jessen er studerende i Statskundskab og boede i foråret 2010 i Sarajevo, hvor han fulgte den politiske udvikling i landet fra første parket.
