Tolv pladser tilbage. Det var resultatet for Rusland, da organisationen Journalister uden Grænser i oktober sidste år offentliggjorde deres Press Freedom Index for 2009. Dermed er landet, som sidste år måtte registrere fem myrdede journalister, nede på plads 153.
Flere kolde facts. Siden marts 2000 er 22 journalister blevet myrdet på grund af deres profession. Sagen om den mest kendte af ofrene, regimekritikeren Anna Politkovskaja, der blev myrdet af tre mænd uden for hendes lejlighed i Moskva i efteråret 2006, er endnu ikke opklaret.
Mordene gør Rusland, og særligt Kaukasusregionen, til et af de farligste lande for journalister og menneskerettighedsforkæmpere. Den russiske præsident Dimitrij Medvedev har indrømmet, at mennesker bliver myrdet for deres politiske holdninger, og at gerningsmændene ikke bliver straffet. Han har lovet at forbedre arbejdsforholdene for NGO’er.
Kampen mod meningsfriheden føres også på andre fronter, som for eksempel i retssale. Ungdomsorganisationen ”Nasji”, også kendt som ”Putin Jugend”, sagsøgte i 2009 flere medier, herunder radiostationen ”Ekho Moskvy” og en række udenlandske aviser, for at sige og skrive, at organisationen havde forfulgt den tidligere dissident og nu journalist på Radio France Internation, Aleksander Podrabinek. Podrabinek havde offentliggjort en artikel, hvori han skrev, at den sovjetiske fortid var ”blodig, falsk og skamfuld”, og at Sovjetunionen var et andet land, end det der bliver præsenteret i skolebøger og i de ”løgnagtige medier”. Artiklen førte til heftige protester fra Nasji, som mente, at han dermed tilsmudsede de sovjetiske veteraners ære.
Mislykket propaganda
For de fleste russere er fjernsynet det primære nyhedsmedie. Men da hverken opposition eller regimekritikere har adgang til det, er dækningen meget ensidig. For det vestlige øje virker det som ren propaganda, når man aften efter aften ser præsidenten i en opstillet tête–à–tête med en minister, eller når TV-kameraerne følger Putin, mens han slukker skovbrande fra et fly.
De levende billeder er fantastiske værktøjer til at vise, hvem der styrer i Kreml. Og det går for det meste godt. For det meste. Putins brandslukkeri var tæt på at give bagslag, da de fleste var enige om, at myndighederne fuldstændigt havde mistet grebet om situationen. I slutningen af august gik det så galt igen, da Putin satte sig bag rattet af en knaldgul Lada Kalina og kørte 2165 kilometer i Sibirien – i fælles promovering af ham selv og den russiske bilindustri. Den fire dage lange biltur blev flittigt fulgt af de statslige TV-stationer. Desværre kunne det massive følgeskab ikke undgå, at en amatøroptagelse slap ud og nu ligger på YouTube. Optagelsen viser en af de i alt tre Kalina’er blive transporteret på ladet af en lastbil.
Medvedev holder sig heller ikke tilbage. Forleden uge deltog han sammen med den ukrainske præsident Janukovitj i et veteranbil-rally fra Skt. Petersborg til Kiev. Medvedevs bil er en Volga M20 fra 1951, også kendt under navnet ”pobeda”. Det betyder ”sejr”. Dermed burde det være tydeligt for enhver, at valgkampen til præsidentposten i 2012 er skudt i gang.
Men på trods af disse svipsere har det statskontrollerede fjernsyn godt tag i informationsstrømmen. Samtidigt er den skrivende presse mestendels i hænderne på regeringsnære oligarker. Med andre ord, så har pressefriheden det ikke godt i Rusland. Men der er et område, hvor friheden stadig hersker, og kritiske holdninger kan udtrykkes – på internettet.
Internettet er en ventil
Ud af Ruslands 142 millioner indbyggere surfer 60 millioner regelmæssigt på internettet. Og mange nøjes ikke med at surfe. 7,5 millioner blogs er således registreret i Rusland. I hovedstaden Moskva fører knap hver anden internetbruger online-dagbog. Ruslands populæreste blogger, Rustem Adagamov, har dagligt 600.000 besøgende på sin blog ”drugoi” (den anden). Så mange læsere når end ikke flere af de store Moskva-aviser op på.
Blogsene er det kontrolfikserede samfunds ventil. Her kan kritiske holdninger og historier om magtmisbrug og korruption bringes til torvs. Ofte er det på blogs og ikke i de klassiske medier, at skandaler bliver optrevlet. De russiske bloggere er de alvorligste, citerer det tyske nyhedsmagasin ”Der Spiegel” grundlæggeren af LiveJournal, som halvdelen af de russiske blogs kører på, Brad Fitzpatrick for at sige. Avisen ”Komsomolskaja Pravda” har kaldt blogs for den femte magt.
Spørgsmålet er, om det kan blive ved sådan?
Medvedev selv er erklæret internetfan, aktiv på egen blog og flittig til at sende korte beskeder ud på Twitter. Informationsteknologien er for ham ”nøglen til udviklingen af demokratiet”, og internettet ”den vigtigste ressource” til moderniseringen af kæmperiget, som han udtrykte det i sin skånselsløse analyse af Ruslands tilbageståenhed. Overraskende var det alligevel, at ”Fremad Rusland”, som analysen hedder, først blev offentliggjort på online-avisen ”Gazeta.ru”, der ellers er kendt for at være kritisk over for Kreml. Det var i september 2009.
Men det er ikke alle, der lige så begejstrede for internettet som præsidenten. Stærke kræfter kæmper imod det, som nogen har kaldt det sidste frie territorium. Det gælder ikke mindst den magtfulde indlandsefterretningstjeneste FSB. En lov forpligter således internetudbydere til at installere et stykke hardware, der gør det muligt for FSB at se, hvem der besøger hvilke sider og hvem, der skriver hvilke mail – dog kun med en dommerkendelse.
Nasji mod drugoi
I parlamentet arbejder en af netanarkiets skarpeste kritikere, den 25-årige Robert Schlegel, der tidligere var talsmand for Nasji og nu er parlamentsmedlem for Putin-partiet ”Forenet Rusland”, på en ny internetlovgivning. Ønsket er at indføre et internetpas, som skal gøre internettet lige så let at kontrollere som de andre medier. Det er med andre ord Nasji, det vil sige ”vore”, mod drugoi, de andre.
Taber blogsene, vil det sidste frie territorium være indtaget, og Rusland vil formentlig rykke endnu længere ned af pressefriheds-ranglisten, selv om der ikke er mange pladser tilbage at rykke på. Hvad måske værre er: Ventilen vil være lukket.
Radio Free Europe (her kan man klikke sig videre til amatøroptagelsen med Putins køretur)
Spiegel, 35/2010
