Vladimir Sorokin: En opritjniks dag. 176 sider. Oversat fra russisk af Tine Roesen. Forlaget Vandkunsten (2009).
Året er 2027. Vi befinder os i Moskva, i magtens centrum. Mens USA og Europa og ligger i økonomisk ruin, har Kina overtaget verdensherredømmet og allieret sig med Det Nye Rusland, en autokratisk superstat, der styres med allehånde vold, økonomisk pression og håndtagene på gashanerne. Inde i Kreml – der efter 16 års borgerkrig nu er malet hvid – regerer Herskeren enevældigt med hjælp af et terrorkorps af opritjnikker, der spreder død og ødelæggelse overalt, hvor de kommer. I hovedstadens centrum brænder den hysteriske pøbel deres udenrigspas på store bål, mens samfundets fjender piskes udenfor de offentlige institutioner. Hvad enten man tolker dette som en skrækallusion til nutidens Rusland eller som et dunkelt forvarsel om, hvor Rusland er på vej hen, så er det i hvert fald rammen for den russiske skandaleforfatter Vladimir Sorokins (f.1955) roman En opritjniks dag (2009), der nu er udkommet på dansk i kyndig oversættelse ved Tine Roesen.
Vladimir Sorokin er en forfatter, der deler vandene og bringer sindene i kog. Enten elsker eller hader man ham. Med en produktion på 14 romaner og kortprosafortællinger, en lang række skuespil og filmmanuskripter er han uden tvivl Ruslands mest omdiskuterede forfatter. Han er ny russisk litteraturs enfant terrible, der med et forfatterskab spækket med vold og seksuel perversion ofte har fået de høje herrer på Moskvas litterære parnas til at vende sig væk i græmmelse. Læg dertil, at Putins ungdomsorganisation Nasji i 2005 offentligt brændte Sorokins bøger. Især romanen Lyseblåt Fedt (1999) måtte lide den skæbne at gå op i flammer, da dens pornografiske indhold med en homoerotisk S/M-sceance mellem Stalin og Khrusjtjov krænkede den nationale æresfølelse. En bedre reklame kunne man vist ikke ønske sig, hvis man hedder Vladimir Sorokin. I hvert fald stod de vestlige medier i kø for at dække begivenheden, og i dag er Sorokins bøger oversat til 19 sprog.
En opritjniks dag er ligesom Sorokins andre bøger smækfyldt med vold og ydmygelse. Allerede titlen refererer til Opritjninaen, den terrororganisation, der blev grundlagt af Ivan Den Grusomme i det 16.århundrede, hvis formål var at få den russiske adel, bojarerne, til at makke ret gennem terrorvirksomhed og ekstrem vold. Ydermere kan titlen læses som en ironisk reference til Aleksandr Solsjenitsyns gennembrudsværk En dag i Ivan Denisovitjs liv (1962); men hvor Solsjenitsyn beskriver ofrets fangelejrhverdag i det totalitære system, så beskriver Sorokin bødlens, og her holder alle ligheder også op.
Romanen begynder med at den tømmermandsplagede opritjnik, Andrej Danilovitj vågner op. Han tilhører den privilegerede elite, der i år 2027 har overtaget magten i Det Nye Hellige Rusland. Rusland er blevet omdannet til et totalitært overvågningssamfund, der omkranset af en gigantisk mur er blevet isoleret fra det dekadente Vesten, i stedet har man allieret sig med den nye globale supermagt Kina. En tisporet motorvej fra Guangzhou til Paris er blevet bygget, ligesom en række nye psykedeliske stoffer og brugen af strålevåben og anden teknologisk krims-krams er kommet frem – alt dette skal noget halvhjertet få os til at tro, at vi befinder os i fremtiden. Efter Andrej Danilovitj er stået op, begynder en veritabel voldsodysse. Som opritjnik er det hans arbejde at skaffe statsfjender af vejen. Med et afhugget hundehoved (Opritjninaens kendetegn) fastspændt på køleren af hans knaldrøde Mercedes følger vi således Andrejs færden og hærgen gennem Moskva sammen med hans voldskumpaner ud fra devisen: “Lad blodet flyde – så går det som smurt.” (s.19).
Således går det slag i slag gennem hele romanen: En herregård plyndres, brændes af, en adelsmand klynges op, hans smukke kone gruppevoldtages, fordi: “Det er en herlig følelse at efterlade sin sæd i en statsfjendes hustrus skød. Det er endnu herligere end at hugge hovedet af fjenderne selv.” (s.26) Bogen er smækfyldt med sådanne eksempler fra start til slut, og i længden bliver det en kende kedeligt.
Problemet med En opritjniks dag er, at Sorokin genremæssigt prøver at skrive dystopisk litteratur, og i den henseende er det univers, han konstruerer, utroværdigt og utilstrækkeligt. Når han lader sine opritjnikker gå klædt i kaftan og med mårskindshuer og gedehårssokker ligesom i det 16.århundrede og opføre tvekamp med træstokke, så bliver det alt for kitsch. Ligesom der skal lidt mere end et par strålevåben til at gøre dystopi-projektet virkelighedstro. Man kan selvfølgelig herimod indvende, at det netop er denne form for kitsch, hvor nyt og gammelt blandes, som er et Sorokins vartegn som postmoderne palimpsestmager.
Nuvel, men det ændrer ikke på, at romanens futuristiske projekt forbliver utroværdigt. Ja, det virker lidt som et venstrehåndsarbejde, et lidt idéforladt og halvhjertet forsøg, skrevet af en god forfatter, der er blevet beruset af sin succes. Og Vladimir Sorokin kommer end ikke i nærheden af den dystopiske sværvægterklasse med forfattere og værker som Jevgenij Zamjatins roman Vi, George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre Nye Verden. Romanen er ikke decideret dårlig, men den er heller ikke decideret god. Nok må man trække på smilebåndet ind imellem, når den russiske samtidskunst på få linjer jordes, eller når personerne i kollektive hallucinationer fremkaldt af narkotika kaster sig ud i den ene voldseskapade efter den anden, men det er ligesom også det. Fordi personerne er overfladisk karikeret og uden psykologisk dybde, formår romanen ikke helt at fungere som en besk samfundskommentar eller som en ironisk illumination af magtforholdene i dagens Rusland. Den bliver højest et overdrevet postulat, en skrækvision om fremtiden.
Nu har psykologisk realisme jo aldrig været et krav til god litteratur, og i Sorokins tilfælde kan man selvfølgelig påpege, at En opritjniks dag måske mere er et forsøg på at skrive sig ind i den vesteuropæiske volds-pornografiske tradition, der udspringer af Marquis de Sades skrifter end at skrive egentlig russisk samfundskritik. Og ja, der er jo nok også en grund til at franskmændene var de første til at udgive Sorokin. I så fald bør man huske på, at denne tradition – hvor fascinerende og frastødende den end virker – ikke kun var interesseret i den fysiske vold, tortur og lemlæstelse blandet med grænseoverskridende sex. Den var i lige så høj grad beskæftiget med sprogets latente vold, interesseret i, gennem mekaniske sprogbeskrivelser, at udtrykke begæret og de dybeste seksuelle fantasier, og vise, at når det forbudte ikke kan i-talesættes længere gennem sprogvolden, ja så slukkes begæret, og dermed må de purunge piger og drenge også lade livet i en sproglig udløsning. En opritjniks dag virker lidt som et forsøg på at skrive en sådan slags skabelonagtig og mekanisk effektlitteratur. Problemet er så bare, at den som sådan ikke er brutal nok. Den er ikke effektfuld nok, afføder ikke noget begær.
Således kan man sige, at Sorokin sætter sig midt mellem to stole: Det fungerer hverken hundrede procent som volds-pornografisk litteratur, men heller ikke helt som dystotopisk litteratur eller forsøg på genreeksperiment. Måske er sandheden bare, at Vladimir Sorokin er en bedre novellist, dramatiker og filmmanuskriptforfatter end romanforfatter. Dette bør dog ikke afskrække fremtidige læsere. Sorokins prosa er knivskarp, når den er bedst, og udfordrer med sin kynisme læserens verdensbillede. Døm selv, overgiv Dem til voldsorgiet, og imens dette står på, venter vi spændt på, at den næste bog af forfatteren bliver oversat til dansk.
