Analyse af weekendens folkeafstemning i Tyrkiet (12/9/2010), skrevet af cand.mag. i Mellemøststudier, Sara Bindeballe
Det blev et ja, da den tyrkiske befolkning søndag gik til stemmeurnerne. Et ja til flere borgerrettigheder – især for kvinder, børn, arbejdere og handicappede – men også til endnu en væsentlig indskrænkning af militærets og de ortodokse kemalisters rolle i landets politiske liv.
Konkret får de nye ændringer især betydning for retssystemet, hvor de folkevalgte politikere nu får større indflydelse på både Forfatningsdomstolen og Dommernes og Anklagernes Øverste Råd. Begge organer har hidtil været kontrolleret af skarpt sekulære og ærke-kemalistiske grupperinger, der – ligesom militæret – har ført aktiv modstand mod regeringspartiet AKP. I 2008 truede Forfatningsdomstolen ligefrem med at lukke partiet på grund af ’anti-sekulære aktiviteter’.
Ikke kun et spørgsmål om islam
Set gennem de europæiske mediers telegrammer er det nemt at få den opfattelse, at striden hovedsageligt drejer sig om religion versus sekularisme: AKP betegner sig selv som et moderat muslimsk parti, mens de ortodokse kemalister frygter enhver tilstedeværelse af religion i det politiske liv og mistænker AKP for at ville islamisere den tyrkiske stat.
Konflikten kan dog også ses i et bredere perspektiv, hvor frygten for politisk islam har meget til fælles med den tilsvarende frygt for minoritetsrettigheder (navnlig kurdernes), vesten/EU og den radikale venstrefløj. Gennem hele Tyrkiets moderne historie har disse fire elementer skiftevis spillet rollen som det dominerende skræmmebillede for kemalisterne.
’Statens vogtere’
Årsagen går tilbage til republikkens første årtier og landsfaderen Kemal Atatürk, som kemalismen er opkaldt efter. Da han grundlagde den tyrkiske stat i 1923, var en af de vigtigste opgaver at skabe en helt ny identitet – ’tyrkiskhed’ – som kunne forene nationen. Enhver splittelse var farlig for den skrøbelige unge stat, og konkurrerende identiteter som religion og etnicitet blev derfor set som direkte trusler mod statens sikkerhed. De første årtier blev republikken styret med jernhånd for at beskytte den nationale enhed, og folket fik meget få muligheder for at udtrykke sig politisk, religiøst eller kulturelt på måder, som kunne true den nye tyrkiskhed.
Selv om styreformen senere blev demokratisk, fortsatte en kerne af ortodokse kemalister i det militære og civile bureaukrati med at se sig selv som beskyttere af den sekulære stat uafhængigt af de folkevalgte politikere, og resultatet har været en lang række af alt fra militærkup til bureaukratiske benspænd – senest i form af modstanden mod de aktuelle forfatningsændringer.
På vej mod et reelt folkestyre
På Atatürks tid blev den slags udemokratiske indgreb set som nødvendige, ikke bare fordi den nye stat i sig selv var skrøbelig, men også fordi dens borgere bestod af et folk, der ikke var skolet til politisk selvstændighed. Atatürk iværksatte en massiv og tvungen folkeopdragelse, men hans håb var at uddanne tilpas selvstændigt tænkende borgere, til at styret igen ville kunne slække kontrollen. Målet var demokrati – indført med udemokratiske metoder.
Nutidens politiske spændinger skyldes i høj grad, at de ortodokse kemalister aldrig helt har opgivet disse metoder, fordi de stadig ser stadig folket som ude af stand til at vurdere, hvad der er bedst for dem selv. Hvis Tyrkiet skal blive et fuldbårent demokrati, kræver det et opgør med denne opfattelse – en større tillid til folket og en accept af, at de demokratiske spilleregler ikke ustandseligt kan gradbøjes.
De nye forfatningsændringer er derfor et skridt i den rigtige retning. Også selv om man kunne have ønsket sig meget mere radikale reformer (eller endnu bedre, en helt ny forfatning) – og også selv om man i øvrigt har sine betænkeligheder ved premierminister Recep Tayyip Erdoğan og AKP. Uanset deres tro, og uanset hvilke bekymringer man gør sig om dem, er de valgt af folket – i modsætning til tyrkiskhedens selvbestaltede vogtere.
