I anledning af at filmfestivalen Balkanfilm.dk åbner 15/9 med den makedonske road-movie ’Balcancan’, bringer Magasinet rØST dette interview med filmens instruktør Darko Mitrevski.
Filmens hovedperson Trendafil er vokset op med krig, på trods af at han er indædt pacifist, men bliver på uheldigste vis tvunget ud på en rejse igennem hele Balkans kriminelle underverden på jagt efter et tæppe, som i øvrigt omsvøber hans afdøde svigermor. Således møder den stakkels Trendafil både bulgarske hælere, montenegrinske smuglere, serbiske krigsforbrydere, bosniske guerillaer med videre. Som publikum keder man sig ikke et øjeblik.
”Det er en sort komedie, men det er en komedie,” udmelder Darko Mitrevski som det første, da Magasinet rØST møder ham på den centrale plads i Makedoniens hovedstad Skopje. ”Da filmen primært er rettet mod et regionalt publikum, har jeg fyldt filmen op med stereotyper fra de gældende lande, som det er let for alle at genkende – og det har helt sikkert fanget opmærksomhed. Balcancan er blevet den mest populære makedonske film nogen sinde,” fortæller Darko uden at forekomme pralende.
Det handlede nemlig ikke blot om at skabe en succesfuld film. Han har samtidig taget vigtige samfundsmæssige emner op.
”Det handler om at lave en komedie om virkelige problemer, hvor man til sidst spørger sig selv, ’hvorfor griner jeg?’ Når man bor i regionen og lever med disse problemer omkring sig er det jo i virkeligheden ikke spor morsomt. En typisk reaktion var: ’Darko har snydt os – vi fik at vide at vi skulle se en komedie, men vi kom alligevel til at græde til sidst.’ Det var ret effektivt. Jeg havde også valgt den værste historie, jeg nogensinde har hørt om, hvad angår organiseret kriminalitet i regionen som filmens afslutning. Hvordan kan man kidnappe menneskebørn for at sælge deres organer?”, udbryder han hovedrystende. Filmen er således en kommentar til hele regionen.
Personlig historie
Filmen er ikke kun et portræt af organiseret kriminalitet. Darkos personlige liv i Skopje er ligeledes en stor del af filmens udtryk.
”Balcancan er faktisk en personlig historie om, hvordan jeg havde det, dengang jeg boede her. Dyb frustration. Som hovedpersonen Trendafil følte jeg mig omgivet af galninge, der kun tænkte på deres egen profit, uanset konsekvenserne. Og det tror jeg i øvrigt, er generelt for de etniske og politiske stridigheder i regionen – at der stod store summer penge bagved og intet andet – det handler blot om profit. Men jeg blev som Trendafil nødt til at tage stilling til mine omgivelser, så derfor er det også en personlig historie. – You can’t hide from your nightmares.”
Vi er heldige at møde Darko i dag, da han normalt bor i Californien i USA og kun er i Skopje for at skyde en reklamefilm, tilfældigvis samtidig med at vi også er her. Han forlod Makedonien, blandt andet af frustration over forholdene som instruktør – der var simpelthen for få muligheder og mange potentielle kunder mente, at han med sine 35 år stadig var for ung til sin profession.
Balkans fremtid
Vi spørger om, hvordan Darko Mitrevski ser på fremtiden i regionen, men bliver midlertidigt afbrudt af to hornorkestre, der kommer ind på pladsen og konkurrerer om at få mest opmærksomhed. Begge orkestre må dog opgive projektet efter kort tid, da det begynder at regne og tilskuerne flygter – og Darko fortsætter.
”Om der er håb for regionen? – Jeg flyttede til Amerika, hvis det kan svare på dit spørgsmål,” griner han. ”Okay, der findes håb i landet og der findes udvikling, men det går helt utrolig langsomt. Min utopi er – og det er nok ikke en særligt realistisk idé – en form for union på Balkan. Det skal ikke være et nyt Jugoslavien, men det er en nødvendighed med et stærkt økonomisk samarbejde, for vores markeder er alt for små til, at det er umuligt at skabe reel vækst. I Makedonien bor der kun ca. 2 millioner mennesker. Et økonomisk samarbejde vil kunne tvinge os til at lære at samarbejde på andre områder også.”
Darko fortæller, at han har en ven i Bulgarien, der mener – hvad der er meget normalt i Bulgarien – at Makedonien er bulgarsk og en del af bulgarsk historie og kultur. Dette er Darko sådan set ikke imod, men lige nu er det to forskellige lande og man bør fokusere på, hvad man er enige om – i stedet for stridspunkter.
”Det er så ærgerligt at Jugoslavien ikke nåede at eksistere tyve år til – så havde vi nok ikke længere forskellene,” mener han. Et af problemerne i Makedonien i dag er ifølge Darko, at højrenationalismen bliver stærkere, blandt andet på grund af den diplomatiske strid med nabolandet Grækenland. Krisen med Grækenland har både blokeret optagelse i NATO og EU og skadet den makedonske økonomi. Darko mener, at dette får alvorlige konsekvenser for landets ungdom, der som han selv, da han var ung, bliver desillusionerede. Forskellen er blot, at han har oplevet, at verden kan se anderledes ud. Så den politiske bevægelse imod højre vil nok fortsætte.
”Der er ikke længere forskel på højre- og venstrefløjspartier. Det hele handler om nationalistisk retorik. Og når nogen nævner patriotisme, bør du holde øje med hans hænder, for han vil sikkert stjæle fra dig”, slutter Darko Mitrevski med reference til en af figurerne i sin film. Hans argument er, at organiserede kriminelle på Balkan ofte er tæt på det politiske miljø – i særlig grad nationalisterne.
Balcancan kan ses på arrangementet Balkan Film på Verdenskulturcentret på Nørrebro. Det foregår onsdag 15/9 kl. 19.00. Arrangementet er gratis. Læs mere på www.balkanfilm.dk
