POLITIK | Tysklands udenrigsminister Guido Westerwelle mødtes torsdag med ledende politikere i Serbiens hovedstad. Kosovos status dominerede mødet.

Westerwelle har blandt andet haft møder med den serbiske præsident Boris Tadic, premiereminister Mirko Cvetkovic, udenrigsminister Vuk Jeremic samt lederne af forskellige oppositionspartier.

Et hovedtema for møderne mellem Westerwelle og de serbiske politikere var Serbiens forhold til Kosovo. Kosovo løsrev sig fra Serbien i februar 2008 og er siden blevet anerkendt af en lang række lande, heriblandt USA og 22 EU-lande. Serbien anerkender ikke selvstændigheden, og betragter officielt Kosovo som en integreret, om end autonom, del af Serbien.

I sidste måned afgjorde den Internationale Domstol i Haag med et overbevisende flertal, at Kosovos løsrivelse fra Serbien ikke stred mod international lov. Serbiens har som modtræk udarbejdet en ny resolution for Kosovo, hvori regionens principielle tilhørsforhold til Serbien bliver fastslået, som man forsøger at få sat på dagsordenen til FN’s Generalforsamling i næste måned.

Det var denne resolution, Westerwelle, forgæves, forsøgte at få serberne til at trække tilbage. Tyskland mener som hovedparten af EU, at Kosovos uafhængighed er et faktum, som ikke kan rulles tilbage. Han tilskyndede øget dialog mellem Beograd og Pristina, men sagde at forhandlingerne burde foregå i EU regi, og ikke i FN.

Westerwelle understregede samtidig, at Serbiens fremtid ligger inden for EU, og at Serbien på mange områder gør betydelige fremskridt mod europæiske standarder. Westerwelles ord har stor vægt i Beograd, da Tyskland er Serbiens største handelspartner, og traditionelt har været en stærk fortaler for Serbiens medlemskab af EU.

Westerwelles besøg i Beograd sker som et led i en tre dages diplomatisk rejse på Balkan, der også vil bringe ham til Zagreb, Sarajevo, Pristina og den serbiske enklave Gracanica i Kosovo.

 

B92 26/8

Radio Free Europe 26/8

Af AHB