Aleksej Slapovskij: De er overalt. 414 sider. Oversat fra russisk af Tine Roesen. Forlaget Vandkunsten. Pris 299.
Hvad sker der, hvis man tager en desillusioneret og paranoid tidligere sovjetisk samfundsfagslærer og lader hans livsbane krydse med en 12-årig tiggerdreng og en elitær byplanlægger og arkitekt? Ja, så får man opskriften på Aleksej Slapovskijs succesroman De er overalt (2009), der med sin subtile og velafbalancerede samfundskritik tegner et diamantskarpt øjebliksbillede af livet i dagens Rusland. Hvis De skal læse én bog om det moderne Rusland, så er dette her simpelthen bogen! Glem alt om TV-Avisens og nyhedsmediernes stereotype formidling af Putins Rusland, hvis De virkelig vil lære noget om livet i nutidens Rusland, så er Slapovskijs sitrende samtidsroman stedet, hvor De kan begynde.
Romanen er bygget op omkring tre hovedpersoner, der alle repræsenterer hver deres klasse og samfundsposition, men ligesom i anden stor russisk litteratur er romanens persongalleri smækfyldt med bipersoner, der strækker sig lige fra azerbadjanske småsvindlere til sexhungrende, moralforladte advokater. Med andre ord præsenteres vi for det russiske samfund i hele dets mangfoldighed: Klangbunden er selvfølgelig her det enorme bureaukratiske maskineri, fyldt med pligtopfyldende og pedantiske embedsmænd og korrupte funktionærer; men der er mere endnu, nok er Slapovskijs roman spækket med kapitalismekritik, politivold og overgreb og bogen sætter også skarpt på nutidens samfundsproblemer, på magtmisbrug, på korruption og på den latente racisme i befolkningen; men det gode ved romanen er, at dette billede ikke er éntydigt.
Aleksej Slapovskij formår nemlig at fremmane mennesket i sine personer, således at de – uanset hvor brutale og usympatiske de fremstår ved første øjekast – bliver mere end blot marionetter for en uigennemskuelig magt: De er også mennesker af kød og blod med familier og børn, med drømme og håb. Således kan man sige, at det billede Slapovskij tegner af systemets voldsmonopol og det bureaukratiske Rusland ikke udgør bagsiden af det russiske samfund. Det forholder sig lige omvendt: Bureaukratiet og volden er blot én af magtens mange repræsentationer, der udgør forsiden af samfundet, og kradser man lidt i den overflade der udgør samfundets ansigt udadtil, støder man på et andet Rusland, et Rusland der lader sig sammenfatte i det suspekte og smerteskønne begreb “den russiske folkesjæl”, på én gang et levn fra romantikken, en historisk komponent i skabelsen af den nationale identitet, et politisk redskab til at retfærdiggøre undertrykkelse, kort sagt en illusion, men en illusion, som enhver vesterlænding, der har siddet i et russisk tekøkken blandt russere og drukket vodka ved, virker mere virkelig end virkeligheden.
Romanens handling og plot kan opsummeres på følgende måde: Jurij Kartjin er arkitekt og byplanlægger. Han er nyrig, vulgær og tilhører samfundets absolutte elite. Han står for byfornyelsen af Moskva og skal til at opføre et gigantisk underholdningskompleks på 50.000 kvadratmeter kaldet “Star Trek”. Projektet har kostet blod, sved og tårer, og for at få det hele i stand har Jurij måttet tage rundt til 18 forskellige offentlige instanser for at indsamle de nødvendige 36 underskrifter. Åbningsdatoen er allerede sat. Alting er klart, men da Jurij er på vej hen for at få den sidste underskrift, stopper han tilfældigvis op ved en kiosk for at købe en flaske vand: Her taber han sin mappe med underskrifter og 10.000 dollars til bestikkelse.
Ved den samme kiosk sidder den 12-årige tiggerdreng Kilil (han hedder rigtigt Kiril, men kan ikke udtale det rullende russiske r). Kilil drømmer om at stikke af og købe sit eget hus. Derfor tigger han hver dag på det lokale marked. Da Kilil ser, at Kartjin har tabt sin taske, stjæler han den og stikker af. Øjeblikket efter opdager Kartjin, at tasken er væk, han sætter i løb, men tror først at det er pensionisten M.M Nemesjev, der har stjålet den, hvorfor han slår ham ned med et åbent kraniebrud til følge. Herefter fanges Kilil, der i mellemtiden har gemt tasken af vejen, han anholdes for tyveri og bringes til stationen sammen med sin uskyldige stedfar Geran. Også Kartjin anholdes, og må nu se sig selv i den uheldige situation, at være både anklaget og offer. De spærres alle inde i den samme celle, hvilket giver anledning til en række optrin. Da Kilil løslades på grund af manglende beviser og hans lave alder stikker han af for at købe sit drømmehus. Herefter går historien for alvor i gang, og med katapultfart skydes læseren gennem magtens korridorer i Moskva og gennem forladte sommerhusområder i den russiske provins, alt imens vi følger jagten på Kilil.
Aleksej Slapovskijs roman er en rigtig page-turner. Når man først er gået i gang med den, er det umuligt at stoppe igen. Hvad der yderligere sker, og hvordan romanen ender, skal her ikke afsløres. Blot skal det tilføjes, at De er overalt har en spændingskurve ligesom en god krimi. Og udover at slå politiske og samfundskritiske toner an giver Slapovskij også plads til at fortælle kærlighedshistorier. Således hæver Slapovskijs roman sig op på et niveau over den almindelige politiske roman, og bliver – udover sit kritiske sigte – en historie om at lære at elske og om at lære at tilgive: Det er patetisk på den gode måde, det er ærkerussisk, det er stor litteratur. Læs den!
