Lukasjenko diskuterede de to republikkers status med præsident Medvedev i den russiske ferieby Sotji ved Sortehavet d. 3. August, og skulle ifølge den russiske præsidentstab i den forbindelse have lovet Dmitrij Medvedev at anerkende de to republikker uden videre. Sådan fremlægger Lukasjenko ikke historien, men pointerer at han fremlagde et tilbud til Rusland: Kompenser os for tabet af positive relationer til EU, SNG-landene og USA; så er anerkendelse en formsag – ellers: glem, vi har snakket om det.
En fremstrakt hånd fra EU
Lukasjenkos udspil overfor Medvedev er en reaktion på, at EU i de senere år har strakt hånden frem til Hviderusland, og gjort det sværere for landet udelukkende at køre en russisk-drejet udenrigspolitik. F.eks. har EU inkluderet Hviderusland i sit østlige partnerskabsprogram for ikke-medlemsstater, og hævet visumsanktioner, der tidligere forhindrede Lukasjenko og andre hviderussiske topembedsmænd at rejse i EU.
Denne strategi ser ud til at bære frugt, for Hviderusland er blevet mere opmærksom på, hvad landet står til at tabe ved et brud med EU. En litauisk diplomat er blevet citeret af EU observer, for at:
”Anerkendelse af Abkasien og Syd-Ossetien vil naturligvis skade hviderussiske relationer med EU, og Georgien ville kunne blokere dets deltagelse i [EU’s] partnerskabsprogram med østeuropæiske lande. Det samme gælder for forholdet til USA, og Lukasjenko ved det.”
”Andre konsekvenser kunne være EU-visum-sanktioner, ingen lån fra IMF, EBRF, EIB, og ingen nye aftaler med EU eller åbning af det europæiske marked.”
Indtil videre står det sløjt til med Ruslands forsøg på at gøre Abkasien og Syd-Ossetiens løsrivelse fra Georgien legitim i det internationale samfunds øjne. De eneste FN medlemmer, der har fulgt Ruslands eksempel er Nicaragua, Venezuela og lilleputstaten Nauru i Stillehavet. Abkasien og Syd-Ossetien har siden Sovjetunionens sammenbrud forsøgt at frigøre sig fra Georgien, og blev støttet militært af Rusland under den fem dage lange krig i august 2008.
