Demokrati kan være en søvndyssende affære på vores breddegrader, men sådan forholder det sig endnu ikke i Ukraine. Optøjerne i Ukraines parlament, Radaen, d. 27 april 2010 gik verden rundt, og blev straks et stort hit på YouTube. Store mænd i jakkesæt gik korporligt på hinanden i hvad der mindede om showwrestling over stolerækkerne, og røgbomber indhyllede det meste af parlamentssalen i en tæt tåge. På talerstolen stod to ordstyrere og forsøgte med paraplyer at skærme sig for det værste kasteskyts fra de ophidsede parlamentsmedlemmer.
Sådanne optøjer kan virke bizarre for os danskere, for det er svært at forestille sige et emne, der i Danmark ville fremkalde en lignende reaktion. I Danmark er der stor konsensus om hovedparten af vores samfundsmodel og identitet, så det bliver aldrig så ophidset som i Ukraine, hvor det stadig diskuteres hvad Ukraine skal være for en stat, og hvilket fællesskab der skal udgøre grundlaget for den. Årsagen til balladen i parlamentet var netop et identitetsladet emne – der groft sagt fik de ukrainske nationalisters pis i kog. En resolution var netop blevet vedtaget, der tillod den russiske sortehavsflåde fortsat at have base på Krimhalvøen indtil 2042 og ikke kun til 2017, hvor den eksisterende aftale udløb.
Ukraine skifter kurs
Ukraine har dermed taget et afgørende skridt væk fra den provestlige, antirussiske orientering af udenrigspolitikken, der var at finde i den foregående præsident Viktor Jusjtjenkos præsidentskab. Han havde svoret ikke at forlænge flådeaftalen med Rusland, men tabte ved præsidentvalget i januar 2010 med et brag til både Viktor Janukovitj og sin tidligere samarbejdspartner fra den Orange Revolution, Julia Timosjenko. Janukovitj, der nu er præsident, har et helt andet syn på Ukraines plads i forhold til Rusland og Europa end Jusjtjenko. Han kommer fra den russisk dominerede Donbas provins, hvor han fra 1997 til 2002 var guvernør i hovedbyen Donetsk, og så var han desuden en hovedfigur i valgsvindelen ved præsidentvalget i 2004, hvor han var det korrupte og antidemokratiske Kuchma-regimes præsidentkandidat. Hans politik appellerer til den store gruppe etniske russere, der bor i Syd- og Østukraine og til de mange russisktalende ukrainere, der har været dødtrætte af Jusjtjenkos urealistiske udmeldinger om at tilnærme Ukraine til vesten og hans nationalistiske retorik over for den tidligere unionsfælle Rusland, der kun bragte landet problemer på halsen.
At aftalen om flåden blev til, betyder flere ting. For det første har flådeaftalen med Rusland stor forsvarspolitisk betydning. Russiske styrker på ukrainsk jord er en afgørende forhindring for Ukraines mulighed for at komme med i NATO, så med en aftale indtil 2042 er de planer godt og grundigt skrinlagte – Janukovitj nedlagde ved samme lejlighed en kommission, hvis opgave det netop var at forberede landet til NATO-medlemskab. For det andet – og det er det aspekt der vakte de ukrainske nationalisters vrede i parlamentet – viser aftalen, at Janukovitj regering er villig til at slække på Ukraines identitet som selvstændigt og uafhængigt land for at redde landets økonomi og forholdet til Rusland. Det gør nationalisterne rasende, at ”Ruslands lakajer” i landets regering giver Rusland lov til fortsat at holde snor i Ukraine og fortsætte det storebror/lillebror forhold imellem de to lande, der har eksisteret i århundreder. I deres øjne ønsker Rusland, om ikke at genindlemme det tabte land fra zartiden og Sovjetunionen, så i hvert fald at bevare mindet om dengang, Rusland strakte sig til Krim. Og Sortehavsflåden vil i den sammenhæng altid være en forhindring for et rigtigt frit og uafhængigt Ukraine.
Ukraines selvstændighedskamp
Men Viktor Janukovitj’ tiltrædelse betyder ikke kun, at der blæser nye og mildere vinde i forholdet til Rusland. Det peger også i retning af, at der kan være et grundlæggende opgør på vej med den proukrainske nationalidentitet, et opgør med den etnisk-ukrainske selvforståelse, som staten promoverede under præsidenterne Leonid Kravtjuk (1992-1994), Leonid Kutjma (1994-2004) og Viktor Jusjtjenko (2005-2009).
For at forstå denne nye situation er det nødvendigt med lidt baggrundsinfo. Ukraine var i 1991 i en situation, hvor få lande tog dets selvstændighed alvorligt, så en proces måtte sættes i gang, der kunne legitimere adskillelsen fra Rusland udadtil og bryde landet ud af den historiske idé om evige unionsrelationer med Rusland, der havde været god latin i både zartiden og sovjetperioden. Samtidig var det også nødvendigt at skabe en fælles nationalidentitet indadtil i Ukraine i en befolkning, hvor mange følte sig mere som sovjetborgere end ukrainere. Det betød, at den ukrainske stat i sine symboler, historiesyn og uddannelses- og sprogpolitik, ikke kunne trække på den lange russisk-ukrainske fælleshistorie eller mange kulturelle fællestræk der er imellem folk i Rusland og Ukraine, men entydigt måtte være proukrainske. Denne udvikling blev forstærket af at det postsovjetiske Rusland havde særdeles svært ved at give slip på Ukraine – som mange russere slet ikke anerkendte som en selvstændig nation – og derfor hele tiden forsøgte at skabe en ny union – f.eks. med SNG samarbejdet.
Det skulle Ukraine ikke nyde noget af – man var nødt til at bryde med Rusland for at kunne være selvstændig, og det var en proces, der forbitrede mange russere og russisktalende ukrainere. Det betød bl.a., at russisk efter 1991 ikke blev anerkendt som det andet officielle sprog, på trods af at langt flere ukrainere talte russisk end ukrainsk.
Janukovitj’ opgør med Jusjtjenko
Der er flere ting, der peger på at Janukovitj vil tage et opgør med dette projekt. Et eksempel er hans tilbagetrækning af nu afgåede præsident Jusjtjenkos tildeling af hædersmedaljer til de to nationalistiske oprørsledere, Stepan Bandera og Roman Sjukjevitj. Begge, der for længst er døde, fik tildelt landets højeste orden, ”Helt af Ukraine”, af Jusjtjenko, men er kontroversielle figurer i landets historie, fordi de var modstandsmænd, der både før under og efter 2. verdenskrig førte guerillakrig imod polakker, nazister og sovjetter og alle andre, der var imod en fri og uafhængig ukrainsk nationalstat. I sovjettiden blev de fremstillet som statsfjender (Bandera blev f.eks. fundet så farlig, at han blev snigmyrdet af KGB i München i 1959), og derfor ville Jusjtjenko rehabilitere deres eftermæle som helte, der kæmpede for et frit Ukraine.
Janukovitj har følgelig i april i år ophævet deres æresbevisninger umiddelbart inden 65-årsdagen for Sovjetunionens sejr over Nazityskland d. 9.maj 1945. Medaljerne skadede forholdet til Rusland, der mente medaljerne hædrede krigsforbrydere, der samarbejdede med nazisterne. Dette kan tolkes som en gestus overfor Rusland, men det peger også på, at disse partisaner kun er helte i nogle ukraineres øjne, og at Janokovitj ønskede at moderere den ukrainske nationalfortælling over imod en historie både øst og vestukrainere kan være fælles om.
Et andet eksempel på Janukovitj’ mere prorussiske forhold til ukrainsk historie er hans udtalelser om Holodomor, den kunstigt frembragte hungerkatastrofe, der i årene 1931-33 tog livet af mellem 6 og 8 mio. ukrainere. I en tale til Europarådets parlamentssamling i april i år udtalte han, at hungerkatastrofen var en fælles tragedie for Rusland, Hviderusland og Ukraine, forårsaget af stalinismens totalitære regime, men at betragte det som et specifikt ukrainsk folkemord ville være at gå for langt. Den melding bragte ham stor ros i den russiske Duma, men vakte ramaskrig hos ukrainske nationalister, der varslede sagsanlæg imod Janukovitj for brud på forfatningen.
For den tidligere præsident Jusjtjenko var mindet om Holodomor en hjørnesten i hans embedsperiode, der blev holdt i hævd hvert eneste år med en national sørgedag. Holodomor blev her mindet som et folkemord imod det ukrainske folk, der skulle knække deres selvstændighed og i sidste ende forhindre skabelsen af en ukrainsk nation adskilt fra den sovjetisk/russiske. I 2006 vedtog Radaen sågar en lov, der erklærede hungeren i 1933 for folkemord, og i 2008 forsøgte den daværende regering at få FN’s menneskerettighedskomité til at gøre det samme. Dette lykkedes dog ikke til Ruslands udelte fornøjelse.
En frugtbar mellemvej?
Janokovitj udmeldinger kan måske tolkes som at Ukraine er ved at finde en mere frugtbar mellemvej i sin søgen efter en selvstændig postsovjetisk identitet. Efter 1991 var det naturligt for Ukraine at finde og fejre, hvad man tolkede som historiske spor af ukrainsk selvstændighed, og sørge over de overgreb, man tolkede som begået mod den ukrainske nation. Det var en nødvendig proces at finde en fælles historie og gøre op med sovjettidens historieskrivning, der ikke levnede ukrainere nogen selvstændig rolle – og fortiede så mange af regimets forbrydelser. Jushtjenkos proukrainske historiepolitik og konfrontatoriske linje overfor Rusland skadede mere end den gavnede, både i forhold til landets interne sammenhængskraft og i det altoverskyggende forhold til Rusland, som med gashanen har hånd og halsret over Ukrainsk økonomi. Jusjtjenkos nationalukrainske projekt og symbolladede ordkrig med Rusland var desuden dybt upopulære i store dele af befolkningen og bragte landet i en sårbar økonomisk position, det dårligt kunne tåle.
Så på den måde er det egentlig godt nyt, at Janukovitj har anlagt en tone overfor Moskva, der er om ikke prorussisk, så i hvert fald realistisk overfor Ukraines økonomiske realiteter og mere i tråd med landets befolkning. Ukraine er i dag en konsolideret stat, der ikke bør frygte for sin snarlige indlemmelse i Rusland som frygten var i 90erne. Derfor er det også naturligt, at nationalprojektet i Ukraine bliver mindre ekstremistisk og mere i accept af, at Rusland og Ukraine har sammenflettede kulturer og historier.
Det økonomiske aspekt kan heller ikke undervurderes. Efter Ukraines godkendelse af den russiske Sortehavsflådes leje af Sevastopol til 2042, blev gasprisen til Ukraine fra den statsejede russiske gasgigant Gazprom prompte sat ned med 30 procent. Så selv om de ukrainske nationalister med røgbomber og rådne æg i parlamentet føler sig forrådt af en mere prorussisk regering end den foregående, kan man ikke hævde, at der ikke er kontant udbytte for Ukraine i at se historien fra en mere prorussisk vinkel.
Peter Zacho Søgaard er cand.mag. i samfundsfag og historie og har skrevet speciale om Ukraines udenrigs og sikkerhedspolitik fra 1991-2004. Han er ny skribent for Magasinet rØST med speciale i Ukraine.
