PRÆSIDENTINDSÆTTELSE | “Polen har brug for fred, samarbejde og forståelse og ikke had og foragt,” var hovedbudskabet fra Polens nye præsient, Bronislaw Komorowski, i hans indsættelsestale fredag den 6. august.

Komorowski erklærede som første punkt i talen, at det var ham en væsentlig pligt som præsident at ære de døde fra flystyrtet i Smolensk, hvorefter han takkede sine ni millioner vælgere for deres tillid, og lovede de otte millioner, der ikke havde stemt på ham, at han ville vinde deres respekt.

“Polen har brug for samarbejde mellem regering, Præsident, og de politiske partier – dem, der sidder ved magten og dem, der sidder i oppositionen”, fortsatte Komorowski, der kommer fra samme borgerlige parti (PO) som den siddende statsminister, Donald Tusk.

Der tegner sig således en noget anerledes politisk situation for Polen, end under den forrige præsident, Lech Kaczynski, hvor præsident og statsminister aktivt bekæmpede hinandens politikker og gjorde sig til grin ved at kæmpe om stole ved EU-topmøder, og hvor Tusk sågar saboterede en flyrejse til Bruxelles for Kaczynski.

Hvor Kaczynski desuden var kendt for sin mistænksomhed overfor Rusland, sin lunkenhed overfor Tyskland, sin skepsis overfor EU og begejstring alene vendt mod USA, bebudede Komorowski at ville besøge Bruxelles, Paris og Berlin som sine første embedsrejser i anerkendelse af ‘Weimar-trekantens’ (Polen, Tyskland, Frankrig) vigtighed for Polen og for EU.

Komorowski fremhævede Polen som én af fremtidens europæiske ledere, der blandt andet har spillet en aktiv rolle i udviklingen af EUs ‘østpartnerskab’ og som fortsat har Centraleuropa, Visegrad-landene (Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Polen) og Ukraine som vigtigste udenrigspolitiske sfære. Han lagde speciel vægt på Ukraine som muligt fremtidigt EU-land.

“Men der bliver ingen udvikling uden samarbejde med Rusland”, understregede Polens nye præsident, som også lagde vægt på fortsat tætte bånd til USA.

Imens tonen altså er slået an for fremtidigt brobyggeri og samarbejde, blev oppositionslederen Jaroslaw Kaczynki – den afdøde præsidents tvillingebror – væk fra indsættelsesceremonien med den begrundelse, at Komorowski ikke havde været tilstrækkelig respektfuld overfor den afdøde præsident, og med efterfølgende pessimistiske erklæringer om udsigterne for Polen i den kommende tid under den nye præsident.

Komorowski var i fredags anderledes positiv:

“Polakkerne bliver nødt til at se ind i fremtiden uden frygt og ængstelse, de sidste tyve års transformation [siden 1989] har sikret, at vi nu lever i et frit, suverænt og sikkert land. Det er mere end 200 år siden, at Polen har oplevet så lang en periode med frihed.”

Polskie Radio, 6/8

Polskie Radio, 8/8

Warsaw Voice, 6/8

EU observer, 6/8

Af MBL