Den 30. maj 2010 løb lokal- og regionalvalg samt direkte valg til borgmesterposten i hovedstaden, Tbilisi, af stablen i Georgien. Den danske organisation SILBA var på plads i Tbilisi som valgobservatør. SILBAs delegation blev mødt af stor interesse fra de lokale medier og interesse fra de politiske aktører.
Siden Rose-revolutionen i 2003 har United National Movement (UNM) med præsident Mikhail Saakashvili i spidsen siddet på magten i Georgien. Saakashvili har sat alt ind for at knytte tætte bånd med Vesten, især USA, med et særdeles anstrengt forhold til Rusland som følge. Saakashvilis storstilede satsning på georgisk NATO-medlemskab faldt magthaverne bag Kremls mure for brystet, og russerne straffede med krigen mellem Georgien og Rusland i august 2008 Misha (som Saakashvili kaldes i folkemunde) for at have vendt Moskva ryggen. Hvis man et øjeblik skulle være foranlediget til at tro, at krigen har dæmpet Saakashvilis orientering mod Vesten, behøver man blot at se på det store EU-flag, der hænger side om side med det georgiske foran parlamentsbygningen. Ambitionen om at blive en integreret del af Europa er intakt.
Set i lyset af Georgiens rolle som slagmark for Moskvas geopolitiske ambitioner og Vestens forhold til Rusland kan et lokal- og regionalvalg og valg til borgmesterposten i Tbilisi måske synes ubetydelige. Men i et land, hvor demokratiet har under ti år på bagen, og et land, der for under to år siden var i krig med en stormagt, spiller alle valg en stor rolle.
Derfor blev lokalvalget også fulgt tæt af internationale medier, der var tilbøjelige til at betragte valget som en folkeafstemning for eller imod Saakashvili og hans pro-vestlige politik. Hvis denne betragtning holder stik, må valget siges at være en bragende succes for Misha. Den siddende borgmester i Tbilisi, Gigi Ugalava fra Saakashvilis UNM, genvandt borgmesterposten over oppositionens hovedkandidat Irakli Alasania, og UNM var den store sejrsherre på landsplan med omkring 50 pct. af stemmerne.
SILBAs udsendte var på plads i stemmelokalerne på valgdagen og med, da stemmerne blev optalt. Der blev ikke observeret tegn på organiseret valgfusk, men SILBAs delegation blev dog opmærksom på en række uoverensstemmelser og irregulariteter. Blandt de mere alvorlige var, at der ikke var trykt stemmesedler på armensk eller azeri til georgisk bosatte armeniere eller azerbaijanere på visse valgsteder. Dette betød, at disse mindretal ikke var i stand til at forstå stemmesedlerne. Den georgiske valgkommission havde ellers forud for valget tilkendegivet, at stemmesedler og andet valgmateriale vil blive gjort tilgængeligt på henholdsvis armensk, azeri og russisk ved valgsteder i områder med minoriteter.
På en række valgsteder havde valgtilforordnede registreret færre stemmesedler, end der var registreret stemmeberettigede på valgstedet. Dette blev konsekvent begrundet med, at det jo var langt fra alle stemmeberettigede, der mødte op, men rejste samtidig spørgsmålet om, hvor de evt. manglende stemmesedler var. Efter valget offentliggjorde en lokal NGO en videooptagelse lavet med en skjult mobiltelefon, der viste valgtilforordnede, der efter lukning af valgstedet stoppede kassen med stemmer med bunkevis af papirer.
Nogle af de observationer, SILBA gjorde, var helt åbenlyst valgfusk, mens andre måske var helt uskyldige. I spæde demokratier har man det med at være mistænksom – både som lokal vælger og som observatør fra et land med en lang tradition for demokrati.
Uagtet udfaldet af det georgiske valg var valget i sig selv et stort skridt i georgisk politik. Oppositionen valgte for første gang i flere år at engagere sig helhjertet i valget frem for på forhånd at erklære valget for ugyldigt og i praksis sætte demokratiet ud af spil via en boykot eller organisering af demonstrationer i gaderne.
I november 2007 besluttede oppositionen, at Saakashvili ikke kunne besejres via den gængse demokratiske proces, og organiserede inspireret af Rose-revolutionen demonstrationer, der forlangte Saakashvilis afgang. Demonstrationerne resulterede i, at Saakashvili fremrykkede præsidentvalget, som han efterfølgende vandt. I foråret 2008 forsøgte oppositionen sig med en sultestrejke i håbet om at vælte magthaverne. Igen uden succes. Senest i foråret og sommeren 2009 barrikaderede store folkemængder hovedgaden i det centrale Tbilisi, Rustaveli Avenue, der løber forbi parlamentet, i flere måneder i utilfredshed med bl.a. Saakashvilis håndtering af krigen med Rusland året forinden. Efter et par måneder løb demonstrationerne ud i sandet, og oppositionen stod igen tomhændet.
I kølvandet på de fejlslagne forsøg på at overtage magten valgte store dele af oppositionen i stedet at samles i en alliance med Irakli Alasania, tidligere georgisk FN-ambassadør, som frontkandidat til borgmesterposten i Tbilisi. Det var da også denne alliance, der indtog pladsen som en sikker toer ved valget den 30. maj.
Dette opgør med radikale strategier erstattet af en mere pragmatisk politik tegner godt for det georgiske demokrati. En opposition, der udgør et reelt alternativ til magthaverne i stedet for at melde sig ud af processen som dårlige tabere, er afgørende for, at folkestyret kan blive voksent i Georgien.
Næste store udfordring kommer i 2013, hvor Saakashvilis anden præsidentperiode ophører. I henhold til forfatningen, må Misha ikke stille op igen, og spørgsmålet om, hvorvidt han som den første præsident i Georgiens historie frivilligt abdicerer, spøger. Saakashvili insisterer på, at han vil holde forfatningen i hævd, mens nogle tvivler. Nogle tror, at Saakashvili – ret ironisk – vil lade sig inspirere af Moskva og indtage en sekundær post, der vil tillade ham at blive siddende på magten i praksis. Såfremt Saakashvili helt vælger at forlade magtens centrum, vil der formodentligt opstå en intern kamp i UNM om, hvem der skal tage over. Som det ser ud lige nu, er Gigi Ugalava, der netop har genvundet borgmesterposten i landets hovedstad, den mest oplagte kandidat som kronprins til Misha. Men meget kan nå at ændre sig. Ét er sikkert: Georgisk politik er altid præget af dramatik.