Da den rumænsk-tyske forfatter Herta Müller (f. 1953) i 2009 modtog Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab, var det nok de færreste læsere, der kendte til hende. I dag er hendes hovedværk Mennesket er en stor fasan i verden udkommet i fem oplag, siden den første gang blev oversat til dansk i 1986. Hertha Müller voksede op i det kommunistiske Rumænien og debuterede i 1982 med bogen Niederungen (da, Lavninger, 1985), hvori Müller i en række korte prosastykker beskriver den tyske mindretalskultur i Rumænien og landsbylivets provinsialisme og klaustrofobi. Den samme tematik og æstetiske komposition karakteriserer også Müllers Mennesket er en stor fasan i verden, ligesom romanen også rummer selvbiografiske træk. Under Ceauşescus diktatur blev Hertha Müller kategoriseret som folkefjende af det berygtede hemmelige politi Securitate, men i 1987 fik hun udrejsetilladelse til Tyskland, og netop hele emigrationsproblematikken løber også som en rød tråd gennem Mennesket er en stor fasan i verden, hvor vi følger mølleren Windisch og hans families turbulente hverdagskamp mod det gennemkorrupte system for at få lov til at emigrere til Tyskland.
Lad os bare starte med at få én ting på plads: Herta Müller skriver på sin helt egen måde; at læse hendes svært tilgængelige bøger er en anderledes oplevelse, der kræver tålmodighed af læseren. Hendes lyriske ordknappe prosa er dunkel og komprimeret, suggestiv i sit billedsprog, hvilket på den ene side cementerer Müllers afdæmpede originalitet, men på den anden side også leder tankerne hen på kvindelige forgængere og forbilleder som Nelly Sachs (1891-1970) og Ingeborg Bachmann (1926-1970). Og Herta Müller slår netop den lyriske grundtone og tematik an ved at indlede Mennesket er en stor fasan i verden med et smukt citat af Bachmann. Her hedder det bl.a.: “Øjensprækken mellem Øst/ og Vest viser øjenhviden. Pu-/pillen er ikke at se.” At være fanget mellem Øst og Vest, at bebo det blinde punkt midt i mellem, ikke selv være i stand til at se eller blive set, bliver her den elegante metafor for det tysksprogede mindretals situation, for deres undertrykkelse, for deres provinsialisme.
Herta Müllers lyriske univers bygger også i høj grad på reminiscenser og elementer fra den dunkle del af den tyske romantik: Hendes hermetisk lukkede univers er indhyllet i uhygge, stemningen er morbid og dertil kommer, at hendes univers er befolket af typekarakterer (møllere, bundtmagere, nattevagter) uden psykologisk dybde, hvilket virker så meget mere fremmedgørende på læseren. Den landsby Müller beskriver, beskrives som en grav, og dens beboere som en slags levende døde, og faktisk er de alle sammen en slags levende døde. Gennem en række voksende antydninger erfarer læseren, at størstedelen af landsbyens mandlige beboere efter at have deltaget i Hitlers krig på østfronten har oplevet russisk krigsfangenskab, ligesom også landsbyens kvinder efter krigen blev deporteret til Sibirien.
Overalt i romanen finder man således en udtalt bitterhed over livet, over nutiden, over fortiden, over fremtiden. Dette kommer især udtryk i, at Windisch og hans datter, børnehavelærerinden Amalie, gang på gang bebrejder moderen Kathrine, at hun i Rusland lod sig prostituere for at overleve. “I Rusland spredte hun benene for et stykke brød” hedder det, og netop skammen herover gennemtrænger alting. Da familien vil emigrere til Tyskland – der gennem en række breve skildres som et mærkeligt velfærdsutopia – oplever de på en måde historien gentage sig. For at få udrejsetilladelse fra Ceauşescus Rumænien er det kutyme, at – udover betalingen af en klækkelig bestikkelse – de unge kvinder skal lade sig frivilligt voldtage af systemets repræsentanter, af landsbyens politimand og den katolske præst. Disse overgreb kaldes at komme i “audiens”. Først skal præsten “finde” dåbsattesten fem gange, hvis de unge kvinder er heldige, og herefter skal de lægge krop til politimanden syv til ti gange i posthusets lagerrum, hvis de vil have de nødvendige udrejsestempler. Med enkle virkemidler skildrer Müller dermed det kommunistiske diktaturs depravering og menneskets umenneskelighed.
At læse Herta Müller, at træde ind i hendes dunkle univers, at overgive sig til hendes lyriske slipstrøm, er en særpræget oplevelse. Fordi hun formår at sammenvæve sine poetiske øjebliksbilleder og natursymbolik med et udpræget kærlighedsløst og kynisk univers, bliver Müllers prosa en lagdelt prosa, hvor forskellige betydninger hele tiden titter frem og forskyder hinanden. Og det er netop denne dobbelthed, der gør det spændende at læse Herta Müller: På den ene side virker Mennesket er en stor fasan i verden ualmindeligt enkel, og på den anden side er det en kompliceret roman. Det er smukt og hæsligt på samme tid, det er tvetydigt, det er stor kunst.
