Magasinet rØST besøgte i april Rasa Navickaite på en lille café i Vilnius. Den Hvide Elefant, som caféen hedder, er et foretrukket sted at mødes for alternative typer i Vilnius. Vi talte om vilkårene for homoseksuelle i Litauen. Den konkrete anledning var afholdelsen af Baltic Pride 2010 i Vilnius, en parade som Rasa var talskvinde for.
Siden EU-udvidelsen i 2004 har flere af de nye medlemslandes større byer ligget i retssager med homoseksuelle organisationer, der har insisteret på deres ytrings- og forsamlingsfrihed. Myndighederne i bl.a. Warszawa, Poznan og Riga har forsøgt at forhindre afviklingen af homo-parader i byerne, oftest med henvisning til den offentlige sikkerhed, men afvisningerne er som oftest blevet omstødt af landenes domstole.
De fleste Central- og Østeuropæiske lande, der ligeledes har lagt jord til homo-parader, har desuden oplevet særdeles aggressive moddemonstrationer, og der er således i de senere år gået en lind strøm af billeder af blødende bøsser og lesbiske til vestlige medier fra parader i Moskva, Krakow, Warszawa, Poznan, Tallinn og Riga. Homoseksuelles rettigheder er en højaktuel demokratisk frontlinje i Central- og Østeuropa; ikke mindst i de baltiske lande. Og således også i Litauen.
Menneskerettigheder
Vi mødte Rasa Navickaitė, der studerer politologi i Vilnius og er informationskoordinator for Baltic Pride Vilnius 2010, til en snak om homoseksuelle, hetz, had. Frygt, foragt – og forandringer. Rasa Navickaitė føler sig, som homoseksuel i Litauen, presset af den højstemte debat. ”Homoseksualitet nævnes ofte sammen med pædofili, ligesom det heller ikke er unormalt at omtale homoseksualitet som en sygdom, man kan blive smittet af,” siger hun, og forklarer, hvordan begrebet menneskerettigheder heller ikke har en automatisk positiv klang alle steder i landet:
”Menneskerettigheder fremlægges ofte som en modsætning til traditionelle katolsk-konservative familieværdier, og selv konservative professorer agiterer imod menneskerettigheder. Liberalisme og EU er anti-værdier for disse personer.”
Når det ikke er kontroversielt at være modstander af menneskerettigheder, og når homoseksualitet uden problemer kan forbindes med sygdom og kriminel seksuel virksomhed, så er det ikke svært at forstå, hvad Rasa Navickaite mener, når hun siger, at det største problem omkring homoseksualitet i Litauen er tabuet.
Tabuet
”To piger kan godt gå igennem en park med hinanden i hånden; jeg ville ikke gøre det om natten, og jeg ville ikke gå ned gennem hovedgaden med en pige i hånden. To drenge ville slet ikke gå rundt udendørs med hinanden i hånden. De kan til gengæld mødes på en af de to homoseksuelle klubber i Vilnius eller i det skjulte. Men vi kan altså mødes.”
”Men der er en udbredt homofobi blandt homoseksuelle i Litauen, og jeg forventer kun, at omkring 40 af Litauens homoseksuelle møder op til Baltic Pride i Vilnius (ud af Litauens samlede indbyggertal på 3,3 mio. red.). Selv nogle af dem, der er med til at arrangere paraden, er endnu ikke kommet ud af skabet, og gruer for at skulle konfrontere forældre, familie og venner med budskabet; derfor holder de sig væk, når paraden løber af stablen. Hovedparten af paradens deltagere bliver derfor vil derfor være udlændinge.”
Der er findes tre offentligt kendte homoseksuelle i Litauen, men Rasa Navickaite er ikke helt sikker på, om de bidrager positivt til at nedbryde tabuet, eller om de blot bekræfter fordommene omkring homoseksuelle som seksuelle freaks. Alle tre er nemlig temmelig outrerede. Måske lige netop tilpas outrerede til at turde stå frem.
Sovjetunionens arv og katolicismen
Rasa Navickaites bedste forklaring på, hvordan tabuet kan bestå i et moderne informationssamfund som Litauen, er arven fra Sovjetunionen. Folk har simpelthen lært at tie og vente under Sovjetunionen. At tie og vente på ændringer udefra har været det mindst farlige, og på samme måde venter mange homoseksuelle nu simpelthen bare på, at tingene bliver bedre af sig selv. Der er ingen tradition for politisk offentlighed i Litauen. Derudover peger hun på en udbredt politisk misbrug af katolicismen og katolske værdier, som afgørende årsager til, at homoseksualitet stadig i dag er et kæmpe tabu i Litauen.
Rasa Navickaite er selv katolik og synger i et katolsk kor og mener ikke, at en god katolik nødvendigvis skal være heteroseksuel. Derfor overvejer hun at komme ud af skabet over for resten af koret; en øvelse hun allerede har været igennem over for både venner og familie, der i næsten alle tilfælde har støttet og bakket hende op – også om hendes kamp i Lithuanian Gay League. Selvom nogle af familiemedlemmerne helst så, at hun holdt en lidt lavere profil.
Da vi spørger Rasa Navickaite, hvad hun ønsker for Litauens homoseksuelle i fremtiden, er det ikke ret til ægteskab eller adoption, der dukker op. Hun svarer uden at tøve: ”at bryde tabuet.”
Støtte
Opbakningen fra den danske, norske og hollandske ambassade, fra Amnesty International og Human Rights Watch og deltagelsen af helt almindelige politikere fra mange lande hjælper med til dette projekt. “Opbakningen er med til at sikre, at paraden ses som en politisk manifestation til fordel for basale demokratiske rettigheder, frem for som en seksuel fest”. At paraden overhovedet kunne realiseres skyldes dog også et samarbejdsvilligt politi og nogle praktisk anlagte kommunale myndigheder, der ifølge Rasa Navickaite ikke lagde paraden store forhindringer i vejen, selvom de heller ikke gav paraden en særlig god placering i Vilnius.
Desuden har Lithuanian Gay League allierede, både på venstrefløjen og blandt konservative politikere i Litauen, der bekymrer sig om de demokratiske aspekter af de homoseksuelles kamp – og blandt dem er den litauiske præsident Dalia Grybauskaite, der i øvrigt er Litauens mest populære politiker med en opbakning i befolkningen på 85 %. Støtten er blot aldrig så højlydt som modstanden. Menneskerettigheder og ytringsfrihed – og støtte til homoseksuelle – er endnu ikke politiske vindersager i Litauen.
