Det er en stor politisk udfordring for Estland og Letland at integrere de store russisktalende mindretal. Men hvordan identificerer man sig som Russer i Baltikum i dag?
I 50 år udgjorde esterne og letterne to diminutive befolkningsgrupper i Sovjetunionen. Så små, at de næsten ikke var til at få øje på for den som betragtede Østeuropa udefra. Samtidigt var de udsat for et massivt assimilationspres fra sovjetstaten. Med andre ord, hvis de ikke allerede druknede i mængden, så svandt deres kulturelle egenart langsomt ind. Men nok mest på overfladen, af praktiske årsager.
For vidnede 1980ernes genoptagne sangfestivaler, hvor flere hundrede tusinde mennesker samledes for at synge hengemte folkesange, ikke om en stærk og vital kultur? Hvis ikke ligefrem en baltisk kultur, så dog et stærkt interessefællesskab, hvis stærkeste udtryk var en menneskekæde, der strakte sig fra Tallinn over Riga til Vilnius. 4 millioner hænder samlet i protest mod den sovjetiske besættelse. På 20-årsdagen, i 2009, deltog 50.000 mennesker i et 24-timers løb fra henholdsvis Tallinn og Vilnius med mål ved Frihedsmonumentet i Riga for at mindes begivenheden.
I 1991 imploderede Sovjetunionen og de baltiske lande tilkæmpede sig uafhængigheden og blev nye stater i et nyt og på flere måder alligevel gammelt Europa. Et Europa som det så ud før Hitler og Stalin tegnede en skæbnesvanger streg på et kort. Da stregen blev visket ud, skete det samme som i Sønderjylland/Slesvig i 1920: Nogen befandt sig pludselig på den ”forkerte” side. Dog er der i hvert fald én afgørende forskel: Antallet af russere i Estland og Letland var langt højere end antallet af danskere/tyskere henholdsvis syd og nord for den dansk-tyske grænse. Dette har haft stor indflydelse på udviklingen af en egentlig mindretalsidentitet hos russerne.
Lad os først betragte nogle tal. Knap 30 % af Letlands 2,3 millioner indbyggere tilhører det russiske mindretal. Flere end 200.000 af dem er ikke EU-borgere, da de enten nægter at tage det lettiske statsborgerskab eller ikke er gode nok til lettisk til at opnå det. I deres pas står ”fremmed”. I Riga er ca. 44 % af byens 709.000 indbyggere russere, i Daugavpils (112.000 indbyggere) og Rēzekne (36.000) er flertallet russere.
I Estland er ligeledes knap 25 % af indbyggerne russere. 40 % af hovedstaden Tallinns indbyggere er russere. Langt over halvdelen af grænsebyen Narvas indbyggere er russere. I Estland har ca. 100.000 indbyggere et gråt pas, som et tegn på, at de er statsløse. Før de kan opnå statsborgerskab – og et blåt pas – skal de ligesom i Letland prøves i sprogkundskaber og høres i forfatningen.
Takket være Schengen-aftalen kan de statsløse i både Estland og Letland rejse ind i EU uden et visum. De kan også uden problemer rejse ind i Rusland. I deres hjemlande kan de også bevæge sig frit, men de har ingen stemmeret. Litauen har i øvrigt ingen statsløse. Her blev alle indbyggere automatisk litauiske statsborgere i forbindelse med selvstændigheden; Litauen havde også betydeligt færre af dem end i det øvrige Baltikum.
Urbane russere
Russerne er først og fremmest et urbant mindretal. Mange kom hertil som industrimigranter i Sovjetunionens planøkonomiske eksperiment. – Andre som militærfolk udsendt til en forpost, der med årene blev et hjem, måske endda en hjemstavn. Hvor skulle de tage hen nu, da Sovjetunionen ikke længere findes?
En tysk journalist interviewede i 2008 en russisk familie i Riga. Da familiefaren skulle forklare mindretallets situation sagde han: ”På en eller anden måde er vi alle russere, og på en eller anden måde er vi alligevel ikke russere.”1 (Ruth Leiserowitz (udg.): Die unbekannten Nachbarn – Minderheiten in Osteuropa, Ch. Links, Berlin, 2008). Udsagnet betegner meget godt den limbo, som et mindretal typisk befinder sig i; man hører ikke rigtig til nogen steder, men, eller netop derfor, udvikler man sin egen identitet. Er dette ved at ske for russerne Estland og Letland?
Der er flere ting, der tyder på det. For det første så betyder naturaliseringsprocessen – den proces, der skal gøre de statsløse til statsborgere – konkret, at mindretallet vokser. Eller rettere er det deres indflydelse som mindretal, der vokser i og med, at de får adgang til den politiske scene.
Stadig er de russiske mindretal politisk underrepræsenteret i forhold til deres antal, men man ser en tendens til, at de er ved at gøre deres indflydelse gældende. Et kongeeksempel er Rigas borgmester, Nils Ušakovs (se interview side 10). Og samtidigt med, at russerne søger ind i centraladministrationen, så svinder det argument, som man tidligere brugte imod dem, nemlig: at de ikke taler estisk/lettisk. Netop det er de jo blevet prøvet i!
For det andet så er det en forudsætning for den politiske magtudøvelse, at man som russer enten accepterer, at man tilhører et mindretal og fører politik ud fra den præmis, eller nedtoner det og fører politik for alle indbyggere. Revisionistiske holdninger må parkeres, hvis man vil opnå noget.
For det tredje så ved de fleste medlemmer af de russiske mindretal godt, at de har det bedre i Baltikum, end de ville have det i Rusland. Levestandarden er ganske enkelt højere. Det økonomiske argument er ikke uvæsentligt, selvom forbundetheden til en egn, et landskab, en by er mere afgørende for, hvorfor mennesker oftest bliver dér, hvor de er. At tage hjem er ikke en option; man er hjemme. Og når den økonomiske sikkerhed til og med er større, så indretter man sig, så godt man kan – også, hvis det betyder, at man så må sluge nogle kameler.
Dermed ikke sagt, at der ikke er reminiscenser af russisk imperialisme tilbage hos mindretallene. Man kan sagtens forestille sig et russisk mindretal spaltet i to: dem, der accepterer mindretalsidentiteten, og dem, der ikke gør. Sidstnævnte vil fortsætte med at stå uden for politisk indflydelse og må leve med minderne om dengang blyantstregen delte verden i to blokke. De andre kan netop ved at udvikle enmindretalsidentitet sikre sig politisk indflydelse og samtidigt beholde, udfolde og udvikle deres russiske kultur.
