Det begyndte i 2007. Man havde næppe fra Tallinns bystyre forestillet sig den nationale betydning, som flytningen af en enkelt statue ville forårsage.
Bronzesoldaten i Tallinn til minde om sovjethærens sejr i Anden Verdenskrig var på mange måder to parters opgør med hinandens fortid. Set fra den russiske side er denne sejr noget af det sidste, de, russerne, stadig kan fejre uden at blive kaldt for kommunister og sovjetnostalgikere. Set fra den estiske side, så har statuen i mange år været et ubehageligt minde om en tid, hvor esterne først var okkuperede af Sovjet, siden tyske kollaboratører og ofre, for til sidst at ende som Sovjets fjender og herefter atter okkuperede. Da Tallinns byråd i april 2007 så besluttede sig for at ville fjerne statuen fra sin plads i Tallinns midtby, lød der et ramaskrig blandt de russisktalende estere, der følte, at det var deres historie, deres kultur, man pillede ved.
Ikke lang tid efter at beslutningen var truffet, gik den pro-putinske ungdomsbevægelse NASJI (overs.: Vores) ind i kampen. Den var i de to år, den havde eksisteret, blevet kendt for sin aktivisme og sin slående lighed med sovjettidens Komsomol (Ungkommunisterne), og modstanderne har døbt den ”Putinjugend”. Bevægelsen beskyldte esterne for at behandle de estiske russere dårligt, for at ville slette deres kommunistiske fortid til fordel for den fascistiske tid under tysk styre, og ikke mindst skældte bevægelsen den Europæiske Union ud for at glemme hvilke idealer, der i sin tid gjorde Rusland (USSR) til den store frelser (under Anden Verdenskrig). Og noget tyder da også på, at esterne gerne vil glemme. Nye mindesmærker bliver rejst i Estland til fordel for de, der kæmpede på tysk side, imens de sovjetiske mindesmærker står i forfald. Sovjettiden er noget man underholder turisterne med.
Estisk flag som gulvklud
Som led i protesten mod Bronzesoldatens flytning uddelte Nasji den 9. maj 2007 – på den russiske Sejrsdag til minde om sejren i Anden Verdenskrig – orange og sortstribede bånd, Sejrsbåndet, under et banner med teksten “Jeg husker – og jeg er stolt” ved den estisk-russiske grænse. Formålet var at få russerne til at bære sejrsbåndet i Estland, ligesom også mange aktivister forsøgte at rejse ind i Estland i den forbindelse. Derefter eskalerede kampen mod Estland. Fra Privolzjsk i det vestlige Rusland, hvor aktivister brugte det estiske flag som gulvklud, til Moskva, hvor en flok af unge aktivister belejrede den estiske ambassade og chikanerede den estiske ambassadør i en sådan grad, at russiske diplomater, udenfor referat, kom med beklagelser og undskyldninger. Denne aggressive fremfærd gav esterne en slem forskrækkelse, og gjorde forholdet mellem estiske estere og estiske russere anstrengt i det private. Således var Bronzesoldaten ikke et emne ved kaffebordet, da jeg var i Tallinn i efteråret 2008.
Det værste angreb kom imidlertid allerede d. 27. april 2007, da flere statslige estiske hjemmesider blev udsat for cyber-angreb og hacket. Dengang mistænkte Estland Rusland for at stå bag, noget som senere skulle blive bekræftet fra forskellige sider. Enrusser, bosiddende i Estland, blev dømt for angrebet, men så sent som i 2009 tog enNasji-kommissær delvis ansvaret for angrebet.
Nu er der gået lidt over 3 år og den estiske præsident, Toomas Ilves, har lige været med til fejringen af Sejrsdagen i Moskva. Måske for at vise lidt velvilje overfor et land, hvori han ellers er ganske forhadt? Nasji, derimod, har optrappet kampen. Aktioner gentages med jævne mellemrum foran den lettiske og den estiske ambassade i Moskva, og hver en trodsig mine fra de små naboer bliver nøje vurderet. Nasji har i mellemtiden oprettet en underafdeling i Tallinn. Det er værd at bemærke, når man tænker på, at Nasji er en bevægelse, der hører hjemme i Rusland. I 2010 tog bevægelsen atter fejringen af Sejrsdagen i de baltiske lande i deres egne hænder. Deres aktivister uddelte Sejrsbånd på den Baltiske Station i Sankt Petersborg og ved grænserne til de baltiske lande for at sikre sig, at balterne fik dem at se. Balterne får skam ikke lov at glemme den ubehagelige fortid, lige meget hvor gerne de end ville slå en streg over det kapitel.
Louise Willemoes Poulsen er redaktør for Perestrojka, netavisen for Østeuropastudier på Aarhus Universitet.
