Komorowski står i følge alle exit polls til at få godt 50 procent af stemmerne imod Kaczynski, der står til at få lige under 50 procent af stemmerne. Hvis dette holder, kommer både Præsident og Premierminister i Polen indtil parlamentsvalget næste år fra det liberale parti Borgerplatformen (PO).
Anden runde af præsidentvalget stod mellem en liberal kandidat (Komorowski) og en nationalistisk-konservativ kandidat (Kaczynski). Exit polls peger på, at de fleste polakker, der stemte på venstrefløjskandidaten Grzegorz Napieralski ved første runde, stemte på Komorowski ved anden runde af valget.
Præsidentvalget blev udløst 10. april, af Præsident Lech Kaczynskis tragiske død ved et flystyrt, på vej til en mindehøjtidelighed i Smolensk for de polske officerer, der blev myrdet af den sovjetiske efterretningstjeneste i Katyn-skoven under 2. Verdenskrig. Jaroslaw Kaczynski, der allerede har lykønsket sin konkurrent med sejren, er Lech Kaczynskis tvillingebror.
Præsidentvalget afslutter foreløbigt de to brødres tid ved magten i Polen, der kulminerede mellem 2006 og 2007, hvor brødrene sad på både præsident- og premierministerposten. Men som allerede nævnt, er der parlamentsvalg i 2011.
Læs mere:
Magasinet rØST om første runde: Komorowski vs. Kaczynski (20/6)