Tadeusz Borowski: Hos os i Auschwitz.174 sider. Oversat fra polsk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Forlaget Vandkunsten (2009) Pris 249 kr.
Primo Levi (1919-1987) har skrevet om det i Hvis dette er et menneske (1947, da. 1989) og i Tøbruddet (1963, da. 1991). Imre Kertész (f.1929) har skrevet om det i De skæbneløse (1975, da.1996). Det – den næsten uudsigelige erfaring af at have oplevet og overlevet Auschwitz. Hvordan kan man forklare den største forbrydelse i menneskehedens historie? Hvordan sætter man ord på Auschwitz? Findes der overhovedet ord eller et sprog, der er i stand til at gengive disse rædsler og pinsler? Svaret er ja, og ser man nærmere på den overleverede Auschwitzlitteratur af øjnevidneskildringer og beretninger, der efterhånden har taget form, så forundres man over den brutale enkelthed og uhyggelige nøgternhed, som er så karakteristisk for beskrivelserne af dagligdagen i Auschwitz, i beskrivelserne af volden og overgrebene og den umenneskelige kamp for overlevelse.
Auschwitz var i sandhed en helvedesmaskine, en dødsfabrik hvis eneste formål og funktion var at masseproducere døden. Her var alting på en måde underlagt en pervers logik, således at systematiseringen og industrialiseringen af døden var tæt forbundet med forskellige økonomiske rationaler og parametre. Det var den totale udbytning: Intet skulle gå til spilde, alting skulle genbruges og genindsættes i det økonomiske kredsløb. Tatoveringer blev flået af fangernes hud, blev omdannet og solgt som lampeskærme; guldtænder blev trukket ud; og af menneskefedt lavede man sæbe. Den italienske filosof Giorgio Agamben (f.1942) har i bogen Homo Sacer: Il potere soverano e la vita nuda (1995) (Engelsk udgave: Homo Sacer: Sovereign Power and Bare Life (1998)) undersøgt forholdet mellem politisk suverænitet og eksklusion og i den forbindelse fokuseret på begrebet Homo Sacers tilblivelse. Med udgangspunkt i den romerske ret, viser Giorgio Agamben hvordan Homo Sacer opstod som et paradoksalt fænomen: Homo Sacer var et menneske, der var blevet bandlyst fra samfundet, blevet dømt skyldigt i en forbrydelse og blev stillet udenfor loven.
Det interessante ved Homo Sacer er, at efter at være blevet dømt skyldig, blev det helliggjort. Dette vil sige, at ingen juridisk eller religiøs instans kunne dømme Homo Sacer til døden. Homo Sacer var således udelukket både fra det politiske, juridiske og religiøse rum, sat udenfor loven, men den der dræbte Homo Sacer kunne ikke stilles til ansvar eller blive straffet herfor. Det er netop denne logik som Agamben genfinder i koncentrationslejeren, og i sin blotlægning af forholdet mellem suverænitet og eksklusion. For at nazisternes projekt med at skabe et sundt statslegeme kunne lykkes, så man sig nødsaget til at udrydde enhver krop der ikke passede herind i. Nazismen er således i sin essens et biopolitisk fænomen og dens politiske substans er navnet Auschwitz.
Lejren kan derfor opfattes som en gråzone, et ikke-sted, hvor fangens krop var reduceret til et rent biologisk fænomen, til et nøgent liv uden rettigheder, som kunne aflives efter forgodtbefindende. Fangernes eneste ret var så at sige retten til døden. Auschwitzs rum var derfor også et rum i undtagelsestilstand, et sted hvor alle almindelige love var sat ud af kraft, men ikke desto mindre et sted med sine egne love, uskrevne regler og hierarkier.
Netop tanken om det nøgne liv, om den ekskluderede og udsatte krop er det første den polske forfatter Tadeusz Borowski (1922-1951) beskriver i sin bog Hos os i Auschwitz (1946, da. 2009). Bogen begynder på følgende måde: “Hele lejren gik nøgen omkring. Vi var ganske vist allerede blevet afluset og havde fået vores fangedragter tilbage fra bassinerne med zyklon B opløsning, som dræbte både lus i tøj og mennesker i gaskamre, og det var kun i de barakker, der var adskilt fra de spanske bukke, at man endnu ikke havde fået sine dragter, men ikke desto mindre gik vi alle nøgne omkring.” (s.11)
Tadeusz Borowski kom til verden i 1922 i byen Zhitomir i det nordvestlige Ukraine. Som barn oplevede han forældrene – der begge var etniske polakker – blive arresteret og deporteret af det nye sovjetiske regime. Under tvangskollektiviseringen og den efterfølgende hungersnød i 1932 lykkedes det den tiårige Borowski og hans storebror at flygte og undslippe til Warszawa. Efter tyskernes invasion af Polen i 1939 begyndte den unge Borowski at studere litteratur og skrive digte i den illegale undergrundspresse. Ved en tilfældighed blev han den 25 februar 1943 anholdt af Gestapo og fængslet i det berygtede Pawiakfængsel i Warszawa. Den 29 april blev han overført til Auschwitz-Birkenau og det er netop opholdet og erfaringen af koncentrationslejren, der gennemsyrer hele Borowskis lille forfatterskab og gør ham til én af de mest interessante navne i Polens efterkrigstidslitteratur.
Et af kendetegnene ved Borowskis digte og fortællinger er, at de er svøbt i en kulsort pessimisme, alting er skåret ned til det væsentlige, gengivet i et distanceret og nøgent sprog og derfor truer Borowskis skrift også undertiden med at lukke sig om sig selv, blive hermetisk ligesom kz-lejren, men samtidigt er viljen til overlevelse, viljen til at berette om det umenneskelige, der løber gennem Borowskis prosa ligeså højspændt, elektrisk og summende som strømmen i de pigtrådshegn, der omgav lejren.
Hos os i Auschwitz er især som lejrlitteratur interessant i én henseende: Ikke nok med at Borowski afdækker koncentrationslejrens kosmos, kommandoveje og hierarkiske inddeling, Borowski skildrer fuldstændigt køligt og nøgtern hvordan han systematisk selv deltog i udplyndringen af de tilkomne jødiske fanger, således at grænsen mellem bøddel og offer, mellem godt og ondt, der normalt kendetegner kz-lejrens sort-hvide virkelighed langsomt udviskedes. Allerede indledningsvis hedder det: “I lejren herskede en retfærdighed, der byggede på misundelse: når den stærke faldt, sørgede kammeraterne for, at han faldt så dybt som muligt.” (s.11) Det er alle mod alle, vil man overleve, må man deltage i det uhyrlige. Den der har overlevet Auschwitz, overlever også med skammen, skammen over at være i live, over at skulle vidne på vegne af de døde.
Gennem bogen, der er komponeret som en blanding af fortællinger og breve, beskriver Borowski det specielle fællesskab fangerne imellem, virvaret af nationaliteter og det derfor nødvendige kommunikations- og lejrsprog, krematorieesparanto. Det værste ved at læse Borowski er næsten den legende lethed, hvormed han formår at vise, hvordan det ekstreme bliver normalt og omvendt, som f.eks. når fangerne går til boksekampe eller koncerter og hører ouverturen til Rossinis opera Tancredi.
Det er uhyggeligt, men samtidigt er det netop denne ekstreme dialektik, der gør Hos os i Auschwitz til et hovedværk indenfor lejrlitteraturen, idet Borowski insisterer på at lade livets skønhed tone frem, der hvor man allermindst venter det, således at man som læser må forundres. Nogle gange er et stykke blå himmel eller et solstrejf over Auschwitz nok til at glæde sig over livet, nok til at ville overleve.
Selvom døden, volden og brutaliteten gennemsyrer Hos os i Auschwitz, ja, fremstilles i hele sin hverdagsagtige normalitet, så forundres Borowski dog også undertiden over det helvede, han befinder sig i. F.eks. beskriver han, hvordan polakkerne en søndag spiller fodbold bag krematoriet og togstationen. Borowski står på mål, og under kampen ankommer en transport med jøder. Ved at koble fodboldkampens tidslighed sammen med udryddelsen af jøderne beskriver Borowski på den mest simple måde, hvor hurtigt og effektiv den tyske udryddelsesmaskine faktisk fungerede, hvilket giver et langt mere uhyggeligt billede af udryddelsesprocesserne end præsentationen af monstrøse dødstal og statistikker. Han skriver: “Jeg vendte tilbage med bolden og sparkede den over til hjørnet. Mellem et målspark og et hjørnespark havde man gasset tretusind mennesker bag min ryg.” (s.60).
Én af styrkerne ved Borowskis bog er, at han er så hudløst ærlig i sin skildring af livet i Auschwitz. I et brev, som Borowski i bogen skriver til sin forlovede Maria Rondo (der selv var interneret i lejren og som han giftede sig med efter krigens afslutning), hedder det bl.a. til sidst: “P.S: når alt kommer til alt, længes jeg dog også selv efter at slå løs på nogen og slippe af med den lejrmentalitet, der får os alle sammen til at stå og se til, mens folk bliver slået og dræbt. Jeg er bange for, at denne mentalitet aldrig vil forlade os. Jeg ved ikke, om vi overlever, men jeg håber, at vi engang vil have mod til at kalde tingene ved deres rette navn, sådan som det sømmer sig for mennesker.” At slippe af med lejrmentaliteten, at kalde tingene ved deres rette navn blev for Borowski et livsprojekt, der aldrig blev ført til vejs ende. Da de polske kommunister efter Anden Verdenskrig overtog magten i Polen, kunne Borowski nedbrudt og desillusioneret kun atter se til, hvordan et nyt regime med vold igen undertrykte sine borgere. Det blev for meget for ham. Den 1. juli 1951 åbnede den kun 29-årige Borowski for gassen i sit køkken og tog sit eget liv. Et par dage forinden var han blevet far til en datter.
