Denne artikel af Baltikum-specialisten Peter Kyhn er fra vores temanummer om Baltikum. Magasinet rØST havde stillet Peter Kyhn spørgsmålet: er Baltikum en region? Dette på baggrund af en automatisk antagelse hos mange danskere; at Baltikum er en homogen naturligt sammenhængende region.
Spørgsmålet i rubrikken er stillet forkert, for naturligvis er Baltikum en region. Spørgsmålet er blot, hvilken type region.
De baltiske stater fik deres selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991, og naturligvis måtte videnskabelige forfattere have styr på, hvad det var for nogle lande, der kom til verden. Denne tradition var stærk inden for statskundskab og stærk i Norden, hvor der samtidig var politisk fokus på landene, bl.a. med nordisk-baltisk samarbejde. Der var i denne litteratur en tendens til at kvantificere landenes historie og baggrund og udglatte forskelle og landenes unikke erfaringer, så man fik etableret en region, som var til at arbejde med for politologer. Karakteristisk for denne litteratur, hvoraf meget var så generel, at det nærmede sig almindelig historieskrivning, var, at forfatterne ikke mente, at det var umagen værd at bruge kilder på de lokale sprog, endsige tilegne sig de lokale sprog. Som regel brugte man engelsksprogede kilder – og dem var der til at begynde med ikke mange af – og til nød russisksprogede kilder.
Det var alt sammen meget problematisk, for de lande, der var kommet til verden, var dybt forskellige og forestillingen om at have noget til fælles var ikke stærk. Deres egne nationale erfaringer stod i centrum for deres selvopfattelse og en del af den litteratur, der kom frem i begyndelsen af 1990’erne ignorerede disse forskelle.
På det politiske plan var der grund til at advare mod at spejle Baltikum i Norden. For Norden og Baltikum har ikke meget til fælles. I modsætning til Norden har de baltiske lande begrænset fælles historie, meget begrænset intern sproglig forståelse, ingen fælles religion og i begyndelsen af 1990’erne næsten ingen fælles økonomi.
Estland var på mange områder længst fremme i udviklingen, og det var meget vigtigt for opfattelsen af Baltikum, at EU ved optagelsesforhandlingerne signalerede, at man ikke ville tillægge det regionale nogen vægt, men at man begyndte forhandlingerne først med esterne i 1997 – og så måtte de andre to lande pænt vente til 1999. En fortsættelse af denne politik ser vi i den nylige beslutning om at give Estland adgang til eurozonen fra 1. januar 2011. Det enkelte lands økonomiske resultater har været afgørende for bedømmelsen.
I Estland slog den nuværende præsident Toomas Hendrik Ilves (daværende udenrigsminister) sig i slutningen af halvfemserne op på at mene, at Estland egentlig ikke hørte til Baltikum, men bedre passede ind i en nordisk kontekst. Det medførte mange syrlige kommentarer fra Letland og Litauen, hvoraf den morsomste var en karikatur i det lettiske dagblad Diena, der viste et kort over Østersølandene med Estland klistret på et sted i Mellemsverige. Ilves fokuserede på sprog, historie og religion, men også på anvendelsen af IT, når han argumenterede for, at Estland havde mere at gøre med Sverige-Finland end med Litauen.
Nu er tingene på en måde mere normaliserede. Den økonomiske integration mellem de baltiske lande, herunder turisme, samhandel og gensidige udenlandske investeringer, har nået et betydeligt omfang. Derfor kan man med rette sige, at Baltikum er mere region i dag, end det var det for 15 år siden. Men sammenlignet med Norden er den regionale identitet meget svag; den mentale identifikation med de andre baltere eksisterer ikke i nogen nævneværdig udstrækning, og de konstituerende faktorer for en region (historie, kultur, religion, sprog), som jeg nævnte ovenfor, er uforandrede sammenlignet med begyndelsen af halvfemserne. Baltikum er en region, ja, men regionaliteten manifesterer sig mest inden for økonomi og meget begrænset inden for f.eks. politik, kulturel interaktion eller folkelig identitet.
Peter Kyhn er cand. mag. i historie og uddannet i estisk ved Lunds Universitet, hvor han har undervist i de baltiske landes historie og sprog. Er redaktionssekretær ved Northroup Newsletters og redaktør for Dansk-Estisk Selskabs medlemsblad. Desuden er han forfatter til ‘Turen går til Estland, Letland og Litauen’ (Politikens Forlag) og ’De baltiske lande’ (Fyrdenlund), ligesom han har oversat ’Deporteret til Sibirien’ af Silvi Teesalu.
Find hele temanummeret om Baltikum her.
