REGERINGSDANNELSE | Efter at den afgående slovakiske premierminister måtte opgive at danne regering, er centrum-højre-koalitionen trådt til med et flertal på 79 ud af 150 sæder i Parlamentet. Slovakiets nye premierminister bliver Iveta Radičová.

Den siddende Premierminister, Robert Fico, havde fået en frist på ti dage af Slovakiets præsident, Ivan Gašparovič, til at danne regering, men kunne som ventet ikke samle partnere nok til et flertal. Faktisk kunne Fico ikke samle andre end Ján Slota’s slovakiske nationalistparti (SNS) bag sig, hvilket blot giver de to partier 71 pladser i Parlamentet. Slotas nationalistiske parti har som en hovedprioritet at holde etniske ungarere fra parlamentarisk repræsentation i Slovakiet.

Den nye regering bliver den første slovakiske regering uden repræsentation af tidligere kommunister. Blandt regeringens prioriteter bliver konsolideringen af de offentlige finanser – der skal spares penge, skattereform, juridiske reformer, kamp mod korruption og hjælp til ofre for oversvømmelserne.

De fire partier er endnu ikke nået til enighed om et fælles standpunkt i forhold til det europæiske økonomiske sikkerhedsnet på 750 milliarder euro i kølvandet på Grækenlands krak. De er heller ikke enige om forholdet mellem kirke og stat, registrerede forhold mellem homoseksuelle, de-kriminalisering af marihuana, og minoritetslovgivning. Disse punkter bliver derfor indtil videre holdt ude af regeringsprogrammet.

Slovak Spectator, 23/6

Slovak Spectator, 23/6

Slovak Spectator, 21/6

Af MBL