Med 99 % af stemmerne talt op, havde Socialdemokraterne 22,1 % af stemmerne, imens Borgerdemokraterne(ODS) havde 20,2%.
Valget har i høj grad været de små og nye partiers valg. Det nydannede TOP09 har således fået 16,7 % af stemmerne, imens det lige så nye Offentlige Anliggender (VV) har fået 10,9 %. Begge disse partier afviser at ville arbejde sammen med Socialdemokraterne, der således ikke får gavn af Kommunisternes (KSCM) 11 % af stemmerne.
Resultatet er overraskende for de fleste politiske kommentatorer, da meningsmålingerne før valget tydede på en klar socialdemokratisk sejr. I kølvandet på resultatet har den socialdemokratiske partileder Jiri Paroubek bebudet sin afgang.
Tjekkiet har været regeret af et forretningsministerium, siden den borgerlige regering i foråret 2009 brød sammen midt under Tjekkiets EU-formandsskab.
Flere borgerinitiativer har i ugerne op til valget luftet deres utilfredshed med de etablerede partier Socialdemokraterne og Borgerdemokraterne, der siden 1989 har domineret tjekkisk politik. Initiativer som “Skift Politikerne Ud” har især luftet deres utilfredshed med den korruption, der fylder meget i de tjekkiske medier. Initiativet anbefaler ikke et bestemt parti, men opfordrer blot til at stemme gamle korruptionsmistænkte politikere ud (se vores link nedenfor til P1’s glimrende valgoptakt).
Stemmedeltagelsen lander på cirka 65 %.