Mikhail Bulgakov: Den Hvide Garde. 419 sider. Oversat fra russisk af Jan Hansen. Forlaget Hovedland. Pris 329,00 kr.
Glem alt om at sammenligne med det senere mesterværk Mesteren og Margarita eller andre af Bulgakovs burleske bøger. Den Hvide Garde er en rigtig krigsroman, og hvis man endelig skulle sammenligne den med noget, må det være senere bøger om borgerkrigen som Mikhail Sjolokhovs (1905-1984) Stille flyder Don (1928-40) eller Boris Pasternaks (1890-1960) klassiker Doktor Živago (1957). Bulgakov anså selv Den Hvide Garde for at være hans væsentligste værk og bogen blev allerede i 1926 – bare et år efter dens udgivelse – dramatiseret og opsat på teatret under navnet Turbinedage i Moskva. Eftersigende skulle Turbinedage have været Stalins yndlingsskuespil. Han så den ikke mindre end 13 gange! Dette ændrer da ikke på, at da selve romanen udkom i 1925 i en stærkt censureret udgave, blev den kritiseret søndersammen for sit “positive” billede af den tsartro familien Turbin og Den Hvide Hær.
Den Hvide Garde er en roman om de tre Turbinsøskende, den 17årige Nikolka, den gifte Jelena og storebroderen, den unge læge Aleksej. Ligesom i Doktor Živago begynder romanen med moderens død og samtidigt hermed begynder borgerkrigen og belejringen af Kiev. Romanen rummer stærke selvbiografiske træk fra Bulgakovs eget liv – også han arbejdede som læge for Den Hvide Hær under borgerkrigen, ligesom han også voksede op i Kiev. Under borgerkrigen skiftede Kiev hænder 16 gange og netop kampen om Kiev og magten afspejler sig bl.a. i det utal af troppeformationer og hære, der hele tiden truer med at banke på portene til byen. Hele tiden bølger frontlinjerne frem og tilbage, hele tiden skifter magtforholdene. I det øjeblik bogen går i gang, er Kiev underlagt den tsartro og tyskstøttede Pavlo Skoropadskijs (1873-1945) Hetmanat, en kortvarig ukrainsk statsdannelse, der bekrigede både bolsjevikkerne og Simon Petljuras ukrainske nationalister osv.
Inde i Kiev er stemningen trykket: Over de sidste par måneder er bankdirektører, advokater, journalister flygtet fra Moskva og Skt. Petersborg og strømmet til byen. Det er i dette virvar af forskellige skæbner, at Bulgakov med bred pensel maler det ene undergangsbillede efter det andet, bebuder den gamle borgerlige kulturs endeligt: Stemningen er præget af dekadence og langsomt forvandles Kiev til en syndens hule befolket af udsvævende avantgardister og blege, kokainsniffende ludere. Imens sidder den borgerlige familien Turbin trygt, lunt og godt bag hjemmets flødefarvede gardiner og draperier og venter på at krigen skal bryde ud.
Da Petljuras kosakhær endelig står udenfor byens porte melder de to Turbinbrødre sig som frivillige i kampen for Den Hvide Hær. Gennem romanen bevæger man sig i zigzag mellem Den Hvide Hærs snobbede officerstab og livet ved fronten og skyttegravenes dunst af blod, sved og hjemmebrændt vodka. I modsætning til senere russiske klassikere som Stille flyder Don er der ikke tale om storslåede slagscener. Den Hvide Garde er ikke nogen heroisk “stor episke fortælling” og modsatDoktor Živago er personerne i romanen ikke beskrevet med psykologisk dybde, nej, Bulgakovs styrke ligger andetsteds. Ligesom forbilledet Gogol er Bulgakov karakteriseret ved den mesterlige elegance og hurtighed, hvormed han fremmaner gennemførte persontegninger og karikaturer ud fra ganske få persontræk. Især den klodsede slægtning, den grotesk udseende Lariosik, der ankommer til familien Turbin med sit fuglebur i den ene hånd og et brev i den anden er skildret formidabelt, så formidabelt at man faktisk har rejst en statue af denne fiktive biperson i byen Zjitomir, hvor han kommer fra.
Romanen er spækket med drømmeagtige sekvenser og groteske optrin – der på collageagtig vis er klippet sammen – et højdepunkt er bl.a. et referat af en ironisk samtale med Gud om, hvorfor han har bygget himlen om, så den kan rumme socialismen. Selvom man aner de modernistiske tendenser (der fungerer bedst i krigsscenerne) og bogen er spækket med intertekstuelle referencer til Goethe, Pusjkin, Belyj og i særdeleshed Biblen (Johannes’ Åbenbarings apokalyptiske tema), sidder man som læser ikke tilbage plaget af diffusitet og sprogligt granatchok som ved læsning af f.eks. Curzio Malapartes (1898-1957) surrealistiske krigsskildringer. Bulgakov holder lidt igen og det er faktisk lidt synd: Jeg kunne godt tænke mig lidt mere blod og lidt mere vildskab – det er jo trods alt en krigsroman.
Når det er sagt, må man indrømme at Bulgakov, når alt kommer til alt, har skrevet en god roman: Den Hvide Garde er en bog om undergang og opløsning, om det ukrainske borgerskabs sidste kulturelle krampetrækninger inden dødsøjeblikket sætter ind og kommunismen tager over.
Det er en roman hvor drenge bliver til mænd, hvor krig og kærlighed går op i en højere enhed, en historie om en dyster periode præget af store forandringer og omvæltninger. Især henimod slutningen af bogen, da de uhyggelige jødepogromer begynder at dukke op side om side med de apokalyptiske rædselsmotiver, omsluttes læseren langsomt af en mørk malstrøm af messende ord fra Johannes’ Åbenbaring: “Døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” (s.391) Akkompagneret af disse morbide toner brænder Bulgakovs roman ud med kometagtig fart og oplyser endnu engang verdenslitteraturens himmel i et brag.
Anmeldelsen her – af Rasmus Bertelsen – er tidligere udgivet på netavisen Perestrojka. Men vi og Perestrojkas redaktion mener, at Rasmus’ gode anmeldelser fortjener at blive læst af så mange som muligt. Derfor bringer Magasinet rØST fremover et udvalg af hans bedste anmeldelser.
Rasmus er specialestuderende ved Syddansk Universitet i Odense med litteraturvidenskab som suppleringsfag. Han skriver p.t. speciale om Pusjkin, Gogol, Dostojevskij og Belyjs forhold til Skt. Petersborg. Han har tidligere boet i Skt. Petersborg.
