Ifølge det russiske forslag skulle fusionen effektueres gennem en udveksling af aktier, således at Gazprom ville overtage Naftohaz’ aktier, imens Naftohaz ville få overdraget ca. 5 % af aktierne i Gazprom.
Ukraines statsminister Mykola Azarovs reaktion på forslaget var, at det var værd at tænke over, men at han i givet fald ville kræve ‘lige status’ imellem de to parter, hvad så end det indebærer. Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, har været anderledes konsekvent i sin afvisning af forslaget. Ifølge Janukovitj kommer en fusion aldrig på tale. Der skal i stedet satses på et tæt samarbejde mellem de to gasselskaber.
Ifølge den polske regeringsfinansierede tænketank Centre for Eastern Studies (Ośrodek Studiów Wschodnich) skal det russiske forslag ses i konteksten af andre russiske forslag om vidtgående samarbejde imellem Ukraine og Rusland indenfor områderne elektricitet, atomkraft og luftfart. Den russiske taktik skulle angiveligt gå på, at en afvisning af fusionen mellem gasselskaberne vil kunne åbne for gennemførelsen af andre russiske forslag.
Begivenhederne ligger meget godt på linje med Karsten Jakob Møllers analyse. Møller er pensioneret generalmajor, tidligere forsvarsattaché i Moskva, Minsk og Kiev, senere chef for Forsvarsakademiet og nuværende seniorforsker ved DIIS med fokus på bl.a. Rusland, Ukraine og sikkerhedspolitiske spørgsmål i regionen. Møller er desuden forfatter til bogen ‘Fra kaos til Putin: brudstykker af det moderne Ruslands historie’.
Den 10. maj gav Møller et oplæg om den sikkerhedspolitiske situation i de tidligere Sovjetrepublikker, der var arrangeret i et samarbejde mellem SILBA og DIIS. Her fremhævede han den Ukrainske gassektor – og de store transitsummers – enorme strategiske betydning internt i Ukraine, hvorfor han heller ikke vurderede, at Ukraines oligarker – og dermed heller ikke Janukovtij – ville give kontrollen med gassen fra sig. Møller pegede også på russernes store interesse i atomteknologi, som værende særdeles interessant.
