UBEHAG. Det spanske EU-formandskab arbejder for tiden sammen med EU’s udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton og udvidelseskommissæren, Stefan Füle, med at arrangere et EU-Balkan topmøde i Sarajevo i juni. Füle og Ashton deltager imidlertid kun på betingelse af, at samtlige parter i regionen også deltager i topmødet. Og at sikre en sådan deltagelse kræver diplomatisk fingerspitzgefühl.
Et kerneproblem er, at Serbien nægter at deltage i et officielt møde, hvor Kosovos flag eller navn optræder. Dette måtte alle sande, da Serbien for nyligt boykottede et møde i Slovenien for regionale ledere, hvor officielle repræsentanter for Kosovo også deltog og hvor der ikke var taget højde for serbernes følsomhed på dette spørgsmål.
Serbien har endnu ikke anerkendt Kosovos selvstændighed – og det har Spanien for øvrigt heller ikke, så Füle og Ashtons krav er andet end gratis spilfægterier. Der er en vis risiko involveret. Blandt andet for, at mødet falder til jorden. Alternativet er dog en fortsat hårdknude i Kosovo-spørgsmålet. Og denne knude skal løses på et eller andet tidspunkt i udvidelsesprocessen.
Indtil videre tyder alt på, at der bliver holdt et uformelt møde, hvor kun ministrenes (eller embedsmændenes) navne vil fremgå af invitationer, skilte, osv., og hvor hverken flag eller landenavne vises eller nævnes. I EU-lingo kaldes et sådant uformelt møde et Gymnich-møde efter det tyske slot, hvor det første uformelle EU-udenrigsministermøde fandt sted i 1974. Ifølge EU Observer tyder det på, at både Kosovo og Serbien vil kunne acceptere en sådan model.
Hvis der opstår enighed om mødets form mangler arrangørerne blot at forhandle på plads hvilket niveau, mødet skal holdes på, hvad der skal diskuteres på mødet, hvilken sluterklæring man vil stræbe efter, og hvorvidt repræsentanter fra Kosovo skal ledsages af repræsentanter for FN’s mission i Kosovo, UNMIK, der stadig udøver enkelte statsfunktioner i landet.