TRAGIK-POLITIK-OPTIMIK. Rusland har offentliggjort centrale dokumenter fra Katyń-massakren på polske officerer under Anden Verdenskrig. Polens statsminister Donald Tusk kalder offentliggørelsen for en mulig ”katalysator for fornyet samarbejde”. Ruslands præsident Dmitrij Medvedev kaldte beslutningen for ”en pligt” på et pressemøde under sit besøg i Danmark.

Det polsk-russiske forhold er i bedring i en grad, som ingen havde forudset for en måned siden. Og baggrunden for bedringen hedder ironisk nok Kaczyński til efternavn, selvom hele verden indtil den 10. april hovedsageligt har forbundet dette efternavn med problemer – ikke mindst i forholdet mellem Rusland og Polen.

Den polske præsident Lech Kaczyńskis død i et flystyrt i det vestlige Rusland den 10. april – hvor også hans kone og 94 andre medlemmer af den absolutte elite i Polen omkom – har nemlig sat gang i en række af gensidige positive sympatierklæringer og gestus.

Det forulykkede fly var på vej til en mindehøjtidelighed til ære for ofrene for Katyń-massakren; en massehenrettelse i Katyń-skoven i den vestrussiske by Smolensk i starten af Anden Verdenskrig, hvor tusindvis af polske officerer, nationalister, intellektuelle og andre potentielle oprørsmagere måtte dø, efter ordre fra Josef Stalin og Lavrentij Berija, den daværende chef for specialenheden NKVD.

Kaczyński havde skrevet en tale til mindehøjtideligheden, der bl.a. rummede kravet om en offentliggørelse af alle dokumenter vedrørende massakren, og dette krav er altså nu efterkommet, hvorfor man således siden den 28. april har kunnet finde syv dokumenter på hjemmesiden for Ruslands statsarkiv Rosarkhiv, hvor Sovjetunionens ansvar for massakren på 22.000 polske officerer erkendes og fordeles.

Oplysningerne har længe været tilgængelige for historikere og forskere, men adskillige polske politikere, forskere og kommentatorer lægger kraftigt vægt på den symbolske gestus – og understreger den indenrigspolitiske betydning, som offentliggørelsen kan få i Rusland, hvor Katyń-massakren i flere kredse stadig omtales som en massakre begået af nazisterne efter Hitlers indtog i Polen.

Et tøbrud synes på vej mellem Rusland og Polen.

Euractiv, 30/4

Af MBL