Fint støv drysser nedad bjergsiden, mens kørebanen bliver levende af uld. En kvinde, der driver sine dyr mod marken, har indtaget svinget foran os med sin brægende flok; vejen er spærret. Vi er i Bosnien. På Cykeltur. Og for anden gang denne formiddag må vi møve os frem gennem en broget skare af geder og får.
Hyrden befinder sig midt i mængden. Vi kender efterhånden synet: Med vandrekæp, bondeskørt og tørklæde driver hun sin hjord med et minimum af gestik. Alligevel får vi noget af en overraskelse, da vi hilser hendes skæggede ansigt: Det er den samme kvinde, vi passerede for snart to timer siden. De samme geder! Nok er vi kørt galt et par gange (der er ingen skiltning i området), nok har vandløb krydset vejen, og nok er vi punkteret – men alligevel: hvordan kan hun have overhalet os? Ingen forklaringer synes sandsynlige, før vi tjekker speedometeret: 6 km i timen – nedad bakke! Cyklerne er pudsede og udstyret på plads, men denne dag føles de tætsiddende Telekom-trikoter mest som en hån. Vi skramler og bumler ad hullede grusveje med en langsomhed, så hver en krumrygget bondekone vil kunne følge med.
Af en anden tid
Det er en uge siden, vi med kuppeltelt, kogeblus og kurs mod Istanbul
kørte ud af Budapest. Men først her i Bosnien føler vi os for alvor
langt væk hjemmefra. De sidste par dage har vi fulgt små bjergveje, der
langs bunden af en floddal har bugtet sig ind i det centrale af landet.
Undervejs er vi kørt igennem, hvad der må være nogle af Europas
smukkeste bjergområder. Dalen har snart været smal og dyb, en sprække
mellem glinsende klippevægge, og snart åbnet sig op i lysegrnne lommer
med bløde bakkedrag og spredte landsbyer. Denne morgen er vi vågnet op
på en bakketop, hvor vi dagen før slog lejr under fjerne minareters
aftenbøn. Formiddagen har ført os gennem landdistrikter, der er som af en
anden tid. Høsten fylder markerne, hvor unge som gamle går til hånde med
møggreb og le; håndbyggede høstakke tårner sig op, mens højtlæssede
hestevogne og udtjente traktorer konkurrerer om grusvejene.
Selvom markerne myldrer af liv, skal man dog ikke tage fejl:
Arbejdsløsheden er tårnhøj i hele Bosnien, og landbruget er ikke det
eneste sted, hvor tiden står stille. I et land, hvor op mod 40% str uden
beskæftigelse, kan ledigheden således mærkes helt ud i de små
landsbyer: I hver en flække er baren byens centrum, og store dele af den
mandlige befolkning synes at henslæbe halve liv i tomgang på de lokale
beværtninger.
Måske om tredive år
Det burde ikke overraske os. For på bagagebæreren hænger endnu resterne
af den lufttørrede skinke, som familien Begovic gav os med rejsen, da vi
med hoveder tunge af slivovic vinkede dem farvel for nogle dage siden. Vi
sov hos dem den nat, vi krydsede ind i Bosnien, og allerede her stiftede vi
bekendtskab med et par af landets problemer. Huset havde tre sønner,
hvoraf de to blev vores venner for en nat, og den tredje var faldet under
krigen. Af de levende var den ældste, Sasha, på sommerbesøg fra sit nye
hjem i Tyskland, den yngste i en alder af toogtredive endnu arbejdsløs og
hjemmeboende, og den døde, hvis portrætter hang over hele huset, én man
mindedes, men ikke snakkede om.
Det stod hurtigt klart, hvem der havde bukserne på i familien. Sasha,
der er slagteriarbejder i München, vækker tydeligvis opsigt med sin nye
Volkswagen, som har kørt ham hertil hele vejen fra Bayern. Det er ham, der
giver omgange, ham, der kan engelsk, og ham, der trækker piger til bordet,
da vi om aftenen bliver trukket med på bar. Broderen, derimod, synes at
glide mere og mere ind i sig selv, som natten skrider frem. Lediggangen
plager ham, forklarer Sasha; der er intet arbejde i området, ingen fremtid
i landet. ”Mon ikke der kommer jobs om nogle år?”, forsøger vi os
lidt akavet for at live stemningen en smule op. Da brødrene ryster på
hovedet, prøver vi igen: ”Måske om 10 år …?. Lillebroderen ser
tænksom ud et øjeblik, men ligner allerede en midaldrende, da han svarer:
”Maybe in 30 years.”
Moskeer på samlebånd
Der er ellers rigeligt at tage fat på. For selvom vi så skudhuller og
ruiner i Kroatien, var det noget af et chok at køre ind i Bosnien. Elleve
år efter krigens afslutning præger krigen endnu landskabet. Overalt ser
vi krigsramte huse; nedbrændte, sønderskudte og forladte. Hist og her
hele spøgelsesbyer eller fordrukne ruindynger, hvor kun værtshuset synes
at have tag over hovedet.
Ud fra en naiv betragtning skulle der således være gode muligheder i
byggebranchen. Men fjernt fra de store byer synes kun moskébyggeriet for
alvor at have damp under kedlerne. Med en fart, som var de støbt p
samlebånd, skyder hvide minareter op i hele den muslimske del af landet,
mens store dele af den almindelige boligmasse endnu ligger i grus eller kun
nødtørftigt er genoprettet.
Selv her, dybt inde i bjergene, hvor fåreflokke regerer, ligger
ruinerne tæt. Efter fire dage i landet, er vi dog ved at vænne os til
ødelæggelserne. Synssansen svækkes, og bombetomter kan efterhånden
vurderes på linje med klipper og træer. Således også denne formiddag,
hvor vi, efter definitivt at have sat hyrdekonen på en nedkørsel, holder
hvil i skyggen af et sammenstyrtet hus. Taget er væk, og væggene sodet af
røg. Men vi ænser kun floden, der i al ubemærkethed styrter tre meter
fra en klippe. Uden tøven smider vi tøjet og kaster os i det brusende
vandfald.
Spøgelser
Afkølede og oplivede kører vi videre. Det er frokosttid. Vi er på udkig
efter en købmand. Snart når vi frem til noget, der ligner en mulighed: en
række udbrændte biler, en lille vej ind til venstre og et gennemhullet
byskilt. Sultne og nysgerrige triller vi ind i byen. Den møder os som en
ruin: I krigshærgede huse græsser får i flere etager. En bygning, hvis
førstesal mangler, ser ud til at fungere som kostald. Tavsheden er
spøgelsesagtig, indtil en halt mand højrøstet indleder en samtale med
sig selv. Her bor altså mennesker. På byens beværtning str opvasken
stablet i stakke. En stank af råd hænger tungt i lokalet, mens
cafémutter sætter vand over til kaffe. Med sin opgivende attitude falder
hun i ét med sine omgivelser. Her synes ikke at være andet tilbage end
tomme øjne og landsbytosser. En enkelt dreng kører rundt i cirkler på en
gammel cykel. Rundt og rundt i den mudrede hovedgade, hvis sammenstyrtede
posthus fuldender billedet af verdensfjern isolation. Postskiltet er p
serbisk; vi er i Republika Srpska, tæt på Srebrenica, hvor Ratko Mladic
gennemførte krigens største massakrer. En pludselig gru giver os synet
tilbage. Hvad er denne bys historie? Hvilken hemmelighed gemmer sig bag
dens resignerede ansigter?
Kaffe med Mladic
Forstenede af stedets trøstesløshed forlader vi byen. Vi vil gerne nå
til Sarajevo inden aften, indlogeres på et hotel, men et voldsomt
tordenvejr tvinger os til at søge ly på en bar langs indfaldsvejen til
hovedstaden. Det er højlys dag, men stedet ligger hen i mørke. I et
fjernt hjørne sidder værtinden ved et bord sammen med fire midaldrende
mænd. De laver tilsyneladende ingenting, snakker ikke, drikker ikke. Selv
da vi stiller os dryppende midt i lokalet, ænser de os knap nok. Uden for
når en konvoj af italienske FN-tropper at køre forbi i regnen, inden
værtinden med et nik lader os tage plads. Det er første og eneste gang
på vores tur, at vi ikke føler os velkomne. Først nu bemrker vi en
række serbiske flag, der hænger på væggen bag os; det må være en
beværtning for gamle veteraner. Under flagene hænger Mladic og Karadzic
portrætteret som helte i store rammer: Et vandkæmmet billede af dem hver,
og ét, hvor Balkans mest eftersøgte krigsforbrydere foreviges i et
broderligt kram.
Det er ikke første gang, vi har forvildet os ind på et af de steder,
hvor nationalister plejer krigens bitre drømme. Faktisk var vi knap nok
kommet ind i Bosnien, før vi uforvarende spurgte efter vand til
cykelflaskerne på ”Bar Serbija”, en skummel bodega, viste det sig,
hvor alkoholikere i slidte uniformer mindedes gamle dage. Vi grinede
dengang med den unge pige bag baren, da hun flirtende påstod ikke at kende
betydningen af den tohovede ørn på sin kasket.
Den hænger også her, Serbiens dobbeltørn, men midt i et område, der
tydeligvis er forsøgt etnisk udrenset, slår nationalsymbolet os denne dag
som en brutalitet. Vi drikker hurtigt ud og kaster os ud i regnen.
De andre
På vores videre færd gennem Balkan bliver vi advaret om alt fra slanger
til landminer. Men først og fremmest advarer lokalbefolkningerne os alle
vegne mod ”de andre”: Serbere advarer mod kosovoalbanere,
kosovoalbanere mod serbere,
makedonere mod albanere, albanere mod makedonere og alle mod sigøjnerne.
Med voldsomme håndkantsslag forklarer en serbisk montenegriner os, hvordan
Kosovo vrimler med banditter og terrorister: Vi må vælge en anden vej; de
kapper hovedet af os dernede! Da vi endelig når Kosovo, hører vi præcis
den samme svada – blot med modsat fortegn. I øvrigt vil albanere tage os
som gidsler, sigøjnere hugge vores cykler og makedonere fylde vores tasker
med smuglervarer.
Da vi efter fire uger på landevejen når Istanbul, har vi dog stort
set ikke mødt andet end hjælpsomme og bemærkelsesværdigt åbne
mennesker. Man har givet os mad, husly og olie til cyklen overalt, vi er
kommet frem.
Vi erindrer Sashas diktum fra en sen nattetime: “There are good guys
and there are bad guys. It’s the same everywhere.” Kun ruinerne gav ham
ret. For sjovt nok hørte vi aldrig nogen proklamere, at de tilhørte
gruppen af bad guys.
