Den 1. januar i år trådte EU’s visumliberaliseringer for Serbien, Montenegro og Makedonien formelt i kraft, og gjorde det dermed lettere for befolkningerne i de berørte lande at rejse ind i Schengen-landene. Samtidig har det skabt stor frustration og utilfredshed hos de befolkningsgrupper, der ikke blev inkluderet i EU’s visumfri zone, og har bidraget til yderligere EU-skepsis og ustabilitet i en i forvejen uroplaget region.
Den fri bevægelighed er en af grundstenene i EU, og visumliberaliseringerne kan ses som den foreløbige kulmination i en lang række positive tilnærmelser mellem EU og Vestbalkan indenfor de senere år, og som et vigtigt skridt i retning af målet om fuldt medlemskab af EU for alle Balkans lande.
Den nuværende målsætning og strategi for Balkans gradvise optagelse i EU blev formuleret ved et topmøde i Thessaloniki i 2003, hvor EU’s ledere forsikrede hinanden og repræsentanter for landene på Vestbalkan om, at de havde en fremtid indenfor EU’s grænser. Man gjorde dog samtidig klart, at landene skulle gennemføre store reformer før et medlemskab var muligt. Blandt udfordringerne var bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet, beskyttelse af etniske minoriteter, gennemførelse af mere gennemsigtighed i lovgivningen og økonomiske reformer. Strategien med at belønne økonomiske og politiske reformer med udsigten til fuldt medlemskab af EU bliver kaldt ”konditionalitet”, og har vist sig som det mest effektive redskab i processen for at bringe Vestbalkan nærmere EU’s standarder.
Allerede året efter blev den tidligere jugoslaviske republik Slovenien en del af EU, som et led i den store Østudvidelse, mens de politiske reformer begyndte at tage fart på resten af Balkan. Kroatien blev anerkendt som kandidatland i 2004 og samme år indtrådte Makedonien i EU’s Stabilitets- og Associerings Aftale (SAA), og efterfulgt af officiel kandidatstatus året efter.
Den positive udvikling gik dog noget i stå efter først Frankrig og derefter Hollands nej til Forfatningstraktaten i 2005, der sendte EU ud i en ”tænkepause”, og skabte tvivl både i EU og på Balkan om Unionen var klar til at lukke nye medlemmer ind i varmen.
Først i 2008 kom der igen gang i forhandlingerne mellem EU og landene på Vestbalkan. I starten af året vandt den pro-vestlige Boris Tadic præsidentvalget i Serbien over ultra-nationalisten Tomislav Nikolic i en regulær valggyser. Tadic’s erklærede målsætning om at få Serbien tættere knyttet EU, blev i april belønnet med igangsættelsen af indledende forhandlinger om Serbiens indtrædelse i SAA. En udvikling, der gentog sig i Bosnien et par måneder senere. Forholdet mellem EU og Serbien blev yderligere forbedret i sommeren 2008, da serbisk politi opsporede den tidligere leder af bosniske serbere under den Jugoslaviske Borgerkrig, Radovan Karadzic, og udleverede ham til retsforfølgelse ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag.
2008 bød dog også på udfordringer for EU. I februar erklærede den uroplagede serbiske provins Kosovo sig for selvstændigt, en erklæring, der blev pure afvist i Beograd. På trods af at uafhængighedserklæringen havde været ventet i længere tid, lykkedes det ikke EU’s udenrigsministre at nå frem til en fælles holdning i sagen, og dermed var det op til de enkelte medlemslande at beslutte om de ville anerkende Kosovos selvstændighed. Det har 22 lande inden for EU indtil nu gjort, mens fem EU-lande støtter Serbiens krav om beskyttelse af deres territorielle integritet. Kosovos uafhængighedserklæring forløb uden de frygtede voldshandlinger, men udstillede EU’s manglende fælles fodslag i udenrigspolitiske spørgsmål.
Den positive udvikling fortsatte i 2009, hvor Stabilitets- og Associeringsaftalen mellem EU og Albanien trådte i kraft i april, lige som Albanien sammen med Kroatien kom med i NATO-samarbejdet. Og med Irlands ”ja” til en modificeret Lissabon-traktat i oktober var de sidste institutionelle forhindringer for yderligere udvidelser på Balkan ryddet af vejen.
Kroatien er klar som det næste land til at blive medlem af EU, måske allerede i år 2012, mens kun en bilateral ”navnestrid” med Grækenland forhindrer yderligere forhandlinger om Makedoniens (officielt FYRoM) optagelse.
Det er i denne række af positive tiltag mellem EU og Balkan, at visumliberaliseringerne på Balkan skal ses som et glædeligt og naturligt skridt. Mens økonomisk fremgang og politisk og sikkerhedsmæssig stabilitet har været de væsentligste grunde for Balkans politikeres ønske om at træde ind i EU, har meningsmålinger vist at rejsefrihed for landenes befolkninger er en af de absolut vigtigste elementer af et EU medlemskab. Historisk set kunne befolkningen i det tidligere Jugoslavien rejse frit til Vesteuropa og USA uden ansøgning af visum, og landenes ufrivillige internationale isolation har været til stor frustration for mange, især blandt de unge.
Desværre er det ikke hele Balkan, der nu er kommet med på Schengens hvidliste. På trods af advarsler fra mange eksperter og lokale aktører fandt Kommissionen at kun Makedonien, Serbien (Kosovo undtaget) og Montenegro var teknisk parate til at indgå i samarbejdet (mens Kroatien allerede var med). Udelukkelsen af Bosnien, Albanien og Kosovo kan få utilsigtede konsekvenser, og være med til at skabe nye skel på Balkan og øge den i forvejen spændte stemning mellem de forskellige folkeslag.
Problemet forøges yderligere af flere af landenes komplekse opbygning og etniske sammensætning. I Bosnien har de fleste af landets kroatiske og serbiske indbyggere dobbelt statsborgerskab, og kan gennem deres tilknytning til Serbien og Kroatien opnå Schengen visa. Det betyder i praksis at kun landets etniske muslimer eller bosniakker er udelukket for at rejse ind i EU. Dette kan ventes at bidrage yderligere til den dybe politiske krise landet befinder sig i. På samme måde er det i Kosovo, hvor de etniske serbere uden videre kan få et visum til EU, mens landets albanske – og muslimske – befolkning kun kan se til fra sidelinjen. Kosovos sag er ekstra kompliceret, da de som nævnt ikke er anerkendt som selvstændigt land af et samlet EU. Kosovo er i øjeblikket det land i verden, hvorfra man kan rejse til færrest lande uden et visum, nemlig Albanien, Montenegro, Makedonien, Tyrkiet og Haiti.
Kroaterne og serberne er dog ikke ene om at dele Schengen-pas ud til mindretal i nabolandene. Som man har kunnet læse i Jyllands-Posten den 25. februar har lederen af Ungarns højre-populistiske oppositionsparti Fidesz lovet at give de ungarske mindretal i Rumænien og Serbien ungarsk statsborgerskab, hvilket vil kunne øge de sociale og kulturelle spændinger. På samme måde har Rumænien udstedt mere end 300.000 EU pas til borgere i Moldova, og Bulgarien 40.000 til ”bulgarer” i Makedonien. I hvert tilfælde har EU stået som passiv betragter på sidelinjen.
På Balkan skaber situationen desuden et uheldigt signal om at EU er en klub for kristne, da det kun er muslimerne i Kosovo, Bosnien og Albanien (og Tyrkiet), der som de eneste på Balkan er udelukket for at rejse ind i EU. Dette kan være med til at skabe yderligere ustabilitet og splid, både på tværs af landegrænser og indenfor de enkelte stater.
Samtidig er det med til at skabe politisk apati i de berørte lande – både overfor EU og overfor de lokale politikere. I Bosnien mener et flertal at skylden for ”visum-problemet” ligger hos de lokale politikere og ikke EU, og et stadigt større antal udtrykker skepsis for om Bosnien nogensinde kommer med i EU. Dette er en farlig udvikling, da den gør konditionalitetsmetoden mere træg, og skaber en platform for populistiske og nationalistiske politikere.
Balkan er en del af Europa, og det er i hele Europas interesse at sikre et stabilt og økonomisk driftigt Balkan, der kan bidrage positivt til EU’s udvikling. Det er essentielt, at EU ikke bidrager yderligere til politiske apati og EU-skepsis, men i stedet følger de flotte politiske erklæringer og positive tilkendegivelser op med konkret handling.
Det er derfor vigtigt at politikerne både i EU og på Balkan vedtager de nødvendige reformer og får inkluderet resten af Balkan i EU’s visumfri zone. Både for Balkan og EU’s skyld.
