Stalins Børn, Owen Matthews, 320 sider, Gyldendal, 2009. Oversat af Erik Barfoed.
Med udgangspunkt i en tid som reporter i Moskva i 1990’erne fortæller Owen Matthews (OM) i Stalins børn sin families tragiske og fantastiske historie. Bogen er en stor fortælling om Stalins Rusland, Den Kolde Krig og det moderne Moskva.
Stalins børn handler om den kærlighed som overvinder alt.
Men også om det system som kærlighedsløst slog ihjel. Fra Stalins brutaliserede klasseløse Sovjet under 1930’ernes terror, over 50’ernes klasseopdelte England, til et hedonistisk, moderne Moskva væver OM sin families tråde sammen til en bevægende og oplysende fortælling.
Boris Bibikov var en af de slagtere, som slog ihjel for revolutionen. Men som mange andre blev også han selv offer. Hans tro, og senere tvivl, på systemet beskrives indgående via bødlernes forhørsprotokoller. Det lille menneske Bibikovs kamp for sandheden, og mod den morderiske kødhakkemaskine som revolutionen havde udviklet sig til, fanges skarpt af OM. Maskineriet kastede også Bibikovs kone og børn hid og did, som lejrfanger og tvangsfjernede anstalt-børn, hvilket også beskrives med stor indlevelse i bogens første del.
Det er kernen i fortællingen; individets kamp mod systemet. Og den lader sig fortælle fordi OM er søn af den myrdede Bibikovs datter, Ljudmila, og hendes mand, Mervyn, en britisk russofil akademiker. Bl.a. gennem samtaler med forældrene (og bedstemoderen) har han nedfældet familiens historie i henholdsvis Sovjet og Wales/England.
Også Ljudmila og Mervyn kæmpede i deres unge år, hver for sig og under hver deres vilkår, en stædig kamp mod omgivelsernes ensrettende pres. Og senere, efter at have mødt og forelsket sig i hinanden i Moskva, kæmpede de sammen mod de sovjetiske myndigheder, som hindrede dem i at gifte sig og leve sammen. Mervyn og Ljudmilas langvarige kamp for kærligheden er gribende, og udfolder sig over fortællingens sidste del.
Hele bogen igennem svæver OM over vandene og tiderne. Med sans for at fange følelser og stemninger supplerer han med betragtninger om forældrene og deres forskellige livssituationer. Og, ikke mindst; med et imponerende overblik kommenterer han nøgternt og underholdende det forlystelsessyge moderne Moskva og holder det op mod fortidens stalinistiske Rusland. Med en baggrund som Oxford-uddannet historiker, og som chef for Newsweeks kontor i Moskva, er han da også ideelt stillet i forhold til dette.
Overordnet beskrives et tumultisk, utæmmet og asiatisk Rusland, som forekommer at være det egentlige objekt for OM’s fascination. Vil man vide noget om Ruslands dramatiske og blodige historie uden at komme en depression nær er dette bogen, for ‘Stalins børn’ er en overraskende lethjertet og medrivende fortælling om livet i det 20. århundredes Rusland.