De væsentligste sikkerhedspolitiske udfordringer inden for Europa er stadig lokaliseret i Sydøsteuropa, selvom det er flere år siden, at der har været væbnede konflikter i denne region. Der findes alvolige politiske spændinger flere steder (blandt andre Bosnien-Hercegovina og Kosovo for at nævne de mest kendte), der kræver en langsigtet løsning for at sikre varig fred.
Det er EU, der har hovedansvaret for at sikre denne fred. Som Balkans vigtigste politiske nabo har EU været nødsaget til at udvikle en omfattende sikkerhedspolitisk strategi for hele regionen, da man som bekendt har erfaret hvor galt det kan gå i krigene igennem 90’erne. Strategien består ganske simpelt i at presse landene til at forbedre sig politisk og økonomisk ved at love EU-medlemskab til gengæld for reformer. Denne taktik kendes normalt som ”konditionalitet”.
Konditionalitet var et meget nyttigt værktøj ved de forrige udvidelser af EU, og skabte store fremskridt i de gældende lande i for eksempel Øst- og Centraleuropa før udvidelsen i 2004. Det har dog vist sig, at udfordringerne på Balkan er noget større, da disse lande har meget forskellige problemer at takle, som ikke nødvændigvis kan presses igennem med konditionalitet. Nedenfor findes en indføring i – og forklaringen af – EU’s relationer med Balkan.
Det var kort før EU fik sit nuværende navn, at Vesteuropa som samlet enhed for første gang blev nødsaget til at handle, for at sikre fred på Balkan. Det var en omtumlet tid og væbnede konflikter fandtes flere steder i og omkring Europa dengang da 1990’erne startede: Der var voldelig revolution i Rumænien, krig i Moldova, Aserbajdsjan og Algeriet og Sovjet invaderede Litauen, hvor adskillige omkom – derudover brød Golfrkrigen ud i 1991, der ligeledes tiltrak europæisk opmærksomhed. Men da der udbrød krig i den jugoslaviske republik Slovenien, hvor den jugoslaviske hær forsøgte at forhindre løsrivelse, lykkedes det faktisk et mæglerkorps fra (det daværende) EF at forhandle en våbenhvile, og krigen ophørte. Desværre skulle det vise sig, at dette blev den eneste gang i næsten ti år, at EU/EF involverede sig i (eks-)Jugoslavien med et positivt resultat.
Krigen i Jugoslavien sluttede ikke i Slovenien. Dette var blot begyndelsen. Efter uroligheder imellem serbere og kroater i de kroatiske byer Knin og Vukovar flyttedes den serbisk-kontrollerede jugoslaviske hær syd på fra Slovenien, hvor en langt mere alvorlig krig udløstes i Kroatien. Knap et år senere startede over tre års krig i Bosnien-Hercegovina i 1992.
EF, der med Maastricht-traktaten i 1993 kom til at hedde EU, fortsatte sin mæglervirksomhed, men det viste sig hurtigt, at det ikke var nok til at bremse voldsomhederne. Langsomt opstod en retorik blandt europæiske politikere, at krigen skyldtes et urgammelt etnisk had, som man desværre ikke kunne gøre noget ved og på trods af fordømmelser forholdte man sig passivt. Det var først i 1995 efter vanvittige massakrer i Srebrenica og Sarajevo i Bosnien, at man fra NATO’s (Clinton’s) side besluttede sig for at engagere sig. NATO bombede de bosniske serbere til forhandlingsbordet, og der blev endelig skabt fred i både Bosnien og Kroatien efter intensive forhandlinger i Dayton, Ohio.
I EU etableredes økonomiske instrumenter til hjælp og genopbygning i de krigshærgede nye lande, men en egentlig politisk strategi for at forhindre nye konflikter i regionen så man ikke meget til. Derfor måtte NATO igen trække i trøjen i 1999 for at presse den serbiske præsident Slobodan Milosevic til at standse en ny ubarmhjertig og blodig krig i Kosovo.
Forståeligt nok var man i USA begyndt at blive træt af at tage vare på europæiske anliggender, og tilsvarende var man i EU efterhånden flov over, ikke selv at kunne tage ansvar for sikkerheden på eget kontinent. Resultatet blev, at man ved et møde i Santa Maria da Feira i Portugal i 2000 imellem alle EU’s medlemsstater blev enige om at love alle staterne på Balkan fremtidigt medlemskab, og man begyndte herefter at sammensætte programmer, der skulle realisere dette. Således kom omsider et ambitiøst og langsigtet udlæg fra EU i forhold til Balkan.
Dette nye initiativ fik hurtigt et alvorligt tilbageslag, da NATO for tredje gang måtte standse en konflikt på Balkan, da uroligheder, allerede året efter, opstod imellem albanske mindretal og regeringen i Makedonien (FYROM). Men denne EU-fiasko blev vendt til en EU-succes, da det også blev her, at EU’s første fredsbevarende styrke nogensinde (EUFOR) blev sendt i aktion i 2003.
2003 blev i det hele taget et vigtigt år for EU’s stabilisering af Balkan, da et møde i Thessaloniki i Grækenland i juni resulterede i, at de helt konkrete strategier for Vestbalkan-landenes optagelse i Unionen blev vedtaget, og udvidelsesprocessen for alvor blev iværksat. Herfra benyttede man konditionalitet og EU forsøgte således at lokke reformer frem til gengæld for løftet om snarligt medlemskab.
Strategien virkede. Blandt andet opnåede både Kroatien og Makedonien (FYROM) kandidatstatus, og alle andre EU-aspiranter opnåede sidste sommer særlige associeringsaftaler. Men balladen om Forfatningstraktaten og senere Lissabontraktaten fik eurooptimismen til at dale drastisk på Balkan, da en traktat var nødvendig for yderligere udvidelser af EU.
Selvom der er findes et udbredt ønske om at blive en del af EU, findes der en meget udbredt mistro til unionen, som ikke er helt ubegrundet. I Bosnien og Kosovo er det stadig amerikanerne, der er heltene efter EU’s tøven med indgreb i deres respektive konflikter. Endvidere bliver der nu skåret ned i EU’s fredsbevarende styrker EUFOR i Bosnien, netop som landet befinder sig i politisk kaos og den internationale høje repræsentant i landet, der ligeledes repræsenterer EU bliver ignoreret og udskældt groft af bosniske politikere. Tidligere diplomater i denne stilling har efterlyst større opbakning til deres mandat fra deres bagland i EU.
Derudover trues Kroatiens optagelse af et veto fra nabolandet og EU-medlemmet Slovenien på grund af nogle grænseuklarheder, og Makedonien (FYROM) har fået udsat sine optagelsesforhandlinger efter et veto fra et andet medlemsland Grækenland på grund af en alvorlig diplomatisk strid om Makedoniens officielle navn.
EU har netop fået en ny udvidelseskommissær, Štefan Füle fra Tjekkiet. Der er ikke store forventninger til Füle, da han er blevet kritiseret for at være ukarismatisk og uambitiøs, og samtidig er hans generaldirektorat blevet udvidet til også at omfatte naboskabspolitik med resten af Østeuropa. Dette bliver flere steder opfattet som om at EU ønsker at nedpriotere udvidelsesaspektet, og dette ville være et væsentligt tilbagefald fra engagementet, der fandtes i Europa i 2000 og 2003.
Da byggestenene til EU blev lagt for over 50 år siden, var intentionerne med samarbejdet først og fremmest at sikre en varig fred i Europa. Med indbyrdes kontrol af medlemsstaternes militære kapacitet lykkedes det således i høj grad at undgå blodsudgydelser i Europa op til i dag. Bortset fra Sydøsteuropa. EU er nødt til at fortsætte kampen for stabilitet på Balkan på et meget højere niveu end har været set de sidste par år – ellers vil det kunne få konsekvenser for sikkerheden i regionen – og dermed også for resten af Europa.
