Georgien havde selv ansvaret for Rusland-krigen i august 2008
På side syv og ti. Inde i aviser som Information og Politiken. Eller som flygtige glimt på netaviser som berlingske.dk og politiken.dk. Sammen med analyser af Oprah på strøgtur og Obama på OL-kandidatur. Og nyheden om en afghansk pige, slået ihjel af en kasse flyveblade. Kunne den skarpe læser i den forløbne uge erfare følgende: Georgien havde hovedansvaret for Rusland-krigen.
En fact-finding mission nedsat af EU-Kommissionen og anført af en schweizisk jurist har nemlig i sin rapport slået fast, at Georgien bar hovedansvaret for den korte krig mellem Rusland og Georgien, som optog verden i august 2008 og månederne derefter. Både Rusland, Georgien og sydossetiske militærstyrker får drøje hug i rapporten; de beskyldes for at have overtrådt alle humanitære spilleregler, men Georgien får sorteper for at have udløst konflikten med angrebet på Sydossetien. Ruslands efterfølgende invasion af den georgiske udbryderprovins for at drive de georgiske styrker ud, betegner rapporten følgende som lovlig.
Patetisk lidt, tæt på intet, er der kommet ud af denne nye situation. Rapporten har stort set ikke genereret en eneste (selv)kritisk refleksion i de danske medier eller blandt danske politikere. Og det burde den ellers!
De danske medier og politikere var nemlig meget entydige i deres fremstilling af konflikten i august sidste år: Rusland stod som den aggressive, storslemme storimperialist – imens billedet af Georgien langt hen ad vejen var billedet af en arketype på et nyt demokrati, sympatisk indstillet overfor vestlige værdier. En standhaftig småstat, der turde sige den russiske bjørn midt imod. En maskot som USA, EU og verdenssamfundet måtte pusle om og snarest byde indenfor i varmen.
Aviserne i efteråret 2008
En artikel i Politikens netavis fortalte under overskriften ‘Rusland fortsætter sine angreb’ om hvordan: “Intet tyder på, at de russiske styrker er på tilbagetog. Faktisk kan de have forberedt offensiven i månedsvis.” Brødteksten uddybede: “Knap melder Georgien, at byen Gori er faldet i russernes hænder. Før Rusland straks er ude og benægte det samme. Men trods de russiske benægtelser tyder de fleste meldinger fra nyhedsbureauerne imidlertid på, at Rusland fortsætter sin militære fremfærd i Georgien. […] Allerede tidligere i dag sagde en kilde fra de georgiske sikkerhedsstyrker til Reuters, at Georgien har flyttet sine styrker, så de står klar til at forsvare Tbilisi – landets hovedstad.”
Og da imperialister i dag helst skal have bombefly, kunne samme netavis heldigvis også berette hvordan ‘Russiske fly bomber Georgien’, eller med den mere maleriske underoverskrift, hvordan ‘Bomberne flyver igen i Georgien’: ”Kort tid efter en russisk general meddelte, at Rusland ikke havde intentioner om at bombe Georgien, startede flere russiske fly motorerne, fløj over Georgien og smed bomber, skriver AP.”
Berlingske tidende berettede under overskriften ‘Rusland hærger – EU betaler’ om, hvordan verdenssamfundet bagefter stod tilbage med regningen efter ”den russiske invasion”. Eller endnu mere værdiladet: efter ”Ruslands militære overgreb på Georgien”.
Politikerne i efteråret 2008
Per Stig Møller fastslog i udtalelser til samme avis, at ”Georgien og de andre lande ønsker at stå på egne ben, og det må vi hjælpe dem med”. Udenrigsministeren var stålsat: ”Vi vil ikke tolerere, at udviklingen mod øget demokrati, overholdelse af menneskerettigheder og økonomisk integration i det 21. århundrede lader sig knægte af rå magtanvendelse, som vi så det udstillet i Georgien denne sommer.”
SF’s forsvarsordfører Holger K. Nielsen var i Jyllandspostens net-avis helt på samme linie med udtalelsen: “Ruslands aggression imod Georgien er dybt kritisabel. Intet kan retfærdiggøre den magtanvendelse, som vi har set fra det russiske militærs side,” og holdningen at Georgien hurtigst muligt måtte have “et perspektiv på EU-medlemskab.”
Og Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt vurderede, at: “Med militære midler er det lykkes for Rusland at skræmme Georgien væk fra ønsket om at blive optaget i Nato.” Og kritiserede EU for at reagere for svagt og nølende overfor Rusland. “Det er skræmmende at se russiske kampvogne i europæiske gader, og sådan opfatter jeg det rent faktisk. […] Det kan godt være, at Georgien har været provokerende i den del af verden, men det ændrer ikke ved, at det er en meget bedaget måde for russerne at løse konflikter på.”
Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen cementerede linjen, da han i oktober i Folketingets åbningstale erklærede: ”Desværre har vi for nylig igen set krig på europæisk jord. Ruslands invasion af Georgien giver ubehagelige mindelser om tidligere tiders rå magtpolitik. Regeringen er dybt bekymret over det russiske overgreb. Vi kræver, at Rusland trækker sine tropper tilbage som aftalt. Og respekterer Georgiens grænser. Vort svar bør være et forstærket samarbejde med Georgien. Og et forstærket samarbejde med nabolandene mod øst.”
Magasinet rØST i alsidighedens tjeneste
Billedet i 2009, efter rapporten fra EU-Kommissionens fact-findning mission, er altså blevet noget mere mudret. Vurderingen er nu, at den georgiske præsident Mikhail Saakashvili var mere end blot provokerende da han satte militæret ind overfor sin sydossetiske udbryderprovins.
Og sådan er virkeligheden vel nogle gange. Mudret. eller med et andet ord: nuanceret. Men den ændrede situation har ikke fremkaldt de reaktioner fra danske medier og politikere, som man kunne have håbet på.
Georgien-Rusland-krigen – og reaktionerne herpå – beskriver i sidste ende meget godt, hvorfor der er brug for et magasin, der går direkte til de Østeuropæiske kilder, udenom nyhedsbureauernes mulige ensidighed og den politiske konsensus i samfundet og på de danske chefredaktioner.
Østeuropa savner – og fortjener – at blive formidlet i al sin kompleksitet. Derfor må Magasinet rØST – der har som mission at bringe flere perspektiver ind i dækningen af Østeuropa, og yderligere at bibringe området og emnet seriøse analyser og granskninger – betragtes som en berigelse af det danske mediebillede.
